Da den danske billedkunstner, Nicolai Howalt, tog forbi æskefabrikken Elvo, for at købe negativmapper, fik han besked om, at fabrikken lukkede. I samme omgang købte han deres restparti fra deres 120 års produktion. Ialt ca. 200 ukurante æsker, der gav liv til hans næste udstilling.
Nicolai bruger fotografiet til at undersøge og fremvise gemte og glemte ting. I løbet af en måned har han på SVK arbejdet på to forskellige projekter: en installation til Grønningen med billeder af den nedlagte æskefabrik, udstillet i æsker fra selvsamme fabrik og ligeledes en fællesudstilling med billedhuggeren, Esben Klemann på det franske galleri Galerie Maria Lund.
En saga blot
Til udstillingen på Grønningen har Nicolai ønsket at afslutte æskefabrikkens saga i fabrikkens eget materiale. Elvo præsenteres som en tidslomme, hvor den falmede grønne æske fungere både som et erindringslager og som indramning. Under lågene gemmer sig 16 forskellige billeder af den delvist nedlukkede fabrik, printet analogt på gammelt mat fotopapir. Printet er kobbertonet og giver et rødligt skær mod de grønne æsker. I de fremkaldte billeder er der små, mere eller mindre bevidste, fejl, som fx streger og pletter fra gamle kemirester i mørkekammeret.
De tonede fotografier og de falmede irgrønne æsker skaber en fin poesi mellem indhold og udstilling, der yderligere strammes op af to sorte udstillingsbænke fremstillet til formålet.
Udstillingsbænkene er af sortstål, som er malet sorte og har fået tilføjet bivoks med grafit, som giver en mættet materialefølelse. Bænkene har svejsede v-profiler i alle samlinger, der giver et meget elegant udtryk i de flere meter lange konstruktioner.
Space vs. Wall
Udstillingen på Galerie Maria Lund i Paris er en form for dialogudstilling sammen med Esben Klemann.
Vi har udfordret hinanden i af dele udstillings rummet, således at Esben skal udstille på væggene og jeg ude i rummet – så vi har byttet de naturlige forhold rundt, som tvinger os til at tænke udstillingsinstallationen på en ny måde, forklarer Nicolai.
Nicolais del af udstillingen er en forsættelse af et tidligere projekt, hvor han fotograferede metalsamlingen på geologisk museum, på jagt efter grundstofmetaller.
Billederne er fremkaldt på plader af forskellige grundstofmetaller, sværtet med sølvbromid, som reagerer på den kemiske proces på forskellige måder: Nogle irrer eller mørkfarver, alt efter hvilken behandling de har fået.
Billederne bliver udstillet i et grid på en sort, skrånende metalkonstruktion, der, som en scene, præsenterer værkerne midt i rummet. Bag ved pladen monteres et gardin i tyk, grå fløjl, der bølger sig og changerer i lyset og skaber en dialog med de kolde metalliske plader.
Udover metallerne har Nicolai fundet en række forskellige fotografier frem fra arkiverne som kopieres på vintage analogt fotopapir der stammer helt tilbage fra 40erne. De værker skal ligeledes indgå i udstillingen i Paris: Motiverne er Slangeham, scannet på en flat bed scanner og fremkaldt som negativ og spindemiders candyflosslignende net, som Nicolai har fotograferet en sommernat på Amager Fælled.
Værkerne rummer en dualitet hvor man både oplever det smukke og betagende men også det grusomme og frastødende på samme tid, og derved skaber en modsatrette og kompleks kommunikation mellem de forskellige værker, siger Nicolai.
