For fotograf Charlotte Hjort-Rohde står eksperimentet og samspillet mellem kemi, menneske og materialer i centrum, når hun skaber sine fotografier i mørkekammeret. Hun oplever en spontanitet og selvforglemmelse i arbejdsprocessen i mørkekammeret, som hun ikke kan opnå foran computeren. Et besøg hos kvindelige bueskytter i Japan førte til helt nye fotografiske eksperimenter.
”Det er helt forkert, det jeg gør, sådan gør man bare ikke fotografisk”, fortæller Charlotte. Hun blev uddannet under mantraet ”fuld fotografisk kontrol”. Charlotte arbejder stik modsat. Hun har rejst og boet i udlandet for at lære af fotografer, der arbejder uden fuld kontrol. Charlotte eksperimenterer, lader sig overraske, overbelyser, hvisker motivet ud, blæser på, at det sorte skal være helt sort, at alle gråtoner skal være repræsenterede. Hendes fotografier balancerer mellem det figurative og det abstrakte, og det er processen i mørkekammeret; samspillet mellem kemi, menneske og materialer, der er det væsentlige.
Det handler ikke om målet
Charlotte rejste til Kyoto i Japan for at fotografere kvindelige bueskytter. Hun havde været der nogle måneder tidligere og fået lov til at fotografere lidt. Denne gang afviste de hende. I stedet for at fotografere sad hun i mange timer af gangen hos dem og så dem skyde. Hun forstod, at det ikke så meget er en sport, men en filosofi. Det handler ikke om målet, men om en tilstand: ”Hvis du glemmer dig selv og lærer, at du ikke er vigtig, bare en del af noget større, så kommer målet til dig”, fortæller hun.
Hun arbejder på en måde, der minder om bueskydningen. Hun bruger et gammelt Holga, et lille, billigt plastikkamera, som folk ikke rigtig tager notits af, og som hun føler sig afslappet med. Det er svært at have fuld kontrol, fordi hun, for at få nok lys ind, er nødt til at have lukkeren åben længe. Billederne bliver rystede, glider over i det abstrakte. Hvor længe lukkeren skal være åben, må hun fornemme sig frem til. Også i mørkekammeret ”glemmer hun sig selv” og afgiver en del af kontrollen til kemien, til materialerne og lader tilfældet føre hende uforudsete steder hen. For Charlotte giver det mening at arbejde i mørkekammer i dag, fordi hun oplever, at meget af spontaniteten ryger foran computeren: ”Jeg ville aldrig kunne tænke mig til det, der opstår her i mørkekammeret. Det er i sekunderne, når billedet træder frem i fremkaldervæsken, at jeg ser muligheder, jeg ellers ikke ville have set”, siger hun.
Toner fulde af stilhed og kraft
Oprindelig ville hun lave filmene fra bueskydningen i negativer, som skulle bruges til grafiske tryk skabt med en særlig teknik, collotype, som hun lærte i Japan. Teknikken minder om fotogravure, men trykpladen er af tykt glas, som er slebet ru, så den fotografiske emulsion kan hænge ved, filmen er negativ, og der lægges ikke raster i. Det er sølvkornene i emulsionen, som bærer den sorte farve. Billedet bliver helt klart og overgangene mellem tonerne bløde. Men bueskytternes afvisning betød, at hun ikke havde mange billeder af bueskydningen, og de mange timer i bueskytternes selskab betød, at deres filosofi på en eller anden måde flyttede ind i hende.
Under sine besøg holdt hun nogle gange op med at se og lyttede kun. Lydene var på en gang præget af stilhed og fulde af kraft. De toner og den kontrast ville hun gerne have ind i sine billeder. Hun flyttede fokus til andre motiver, helt konkret flyttede hun fokus væk fra målet, fra målskiven, til mere abstrakte motiver og begyndte at eksperimentere med forskellige og ”helt forkerte” teknikker i mørkekammeret. Hun har arbejdet med tyve år gammelt fotopapir, ladet billeder ligge i fremkaldervæsken i flere dage, så emulsionen opløstes og motiverne langsomt forsvandt. Frem for at lave en masse teststrimler har hun prøvet sig frem direkte på fotopapiret, for når billederne er så tilpas abstrakte, er det vanskeligt at få en klar fornemmelse af resultatet ud fra en teststrimmel.
Processen og de eksperimenterende elementer er centrale, og de er synlige i Charlottes fotografier. Hun arbejder udisciplineret, som hun selv beskriver det, men langsomt og roligt. Hun lader sig overraske, giver slip på noget af kontrollen, overlader en del af magten til kemien, til materialerne. I mørkekammeret glemmer hun sig selv og lader målet komme til hende. Hun arbejder som den 93-årige bueskytte, hun mødte i Japan, som kun kiggede på målet et øjeblik og derefter kiggede væk og skød. Pilen sad lige i centrum.
Skrevet af Helene Johanne Christensen
