Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

I Turboladens store rum arbejder billedkunstner Malene Landgreen på en række nye værker i store formater.

Til udstillingen hos Kunstforeningen Gl. Strand udvider Malene sit maleriske univers. Hun arbejder med konkret intervention af udstillingsrummet, men søger samtidig at skabe værker, som er rum i sig selv – en form for udvidet rum. Implicit i projektet ligger et ønske om at turde forfølge den første indskydelse fremfor den mere bevidste tanke.

Malerisk volumen i farverne

Rum og flade er helt afgørende elementer i de store malerier. Malene arbejder med enkle kompositioner, men der er mange rum på spil – rum, der udgøres af farve. Anvendelsen af farver er på mange måder Malenes kendetegn, og de mange farver er da også at finde i Turboladen. Malene forklarer, at det ikke som sådan drejer sig om den enkelte farve, men om måden farverne sætter hinanden i spil.

”Det handler aldrig om en farve for farvens egen skyld, men om én farve op mod en anden. På denne vis fungerer farverne som lys og mørke. Det er en anderledes form for balance og tilstedeværelse, hvor harmonien ligger andetsteds end i den skønne farveorden. Det handler om ’malerisk volumen’ og energier”.

Malene beslutter aldrig på forhånd, hvilke farver hun vil bruge. Valget af farver er intuitivt og lystbetonet. Hun blander sine farver med gesso: en hvid gips, der foruden at lysne farverne, giver akrylmalingen struktur og en mat overflade.

Hun udnytter Turboladens store rum til at udfolde værkerne. De store malerier står side om side, mens hun har muligheden for at male på dem enkeltvis med håndført pensel.

Forsøg med materialer og tekstur

Samtidig eksperimenterer Malene med et stofprojekt. Hun vil bruge stoffets store flade til at skabe et univers, hvor der kan ske flere ting på samme tid. Grundlaget er skabt med det store stofstykke, men hvad der helt konkret skal ske, vides endnu ikke.

Derudover arbejder hun på en række transparente værker af sammensyet gaze, der vil kunne fungere som et slags gardin i rummet. Målet er at finde en måde at arbejde med rummet uden at tilføje for meget – at skabe en subtil indgriben.

Video om udstillingen Artistic Reality.

Tilrettelagt og produceret af Erik Nørgaard Gravesen.