Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

I april vandt arkitekt Thomas Harboe en Open Call konkurrence om at udstille som en del af Vejle Kunstmuseums Floating Art 2018. Til dette formål har Thomas skabt en flydende skulptur, der er bygget efter standardiserede skibsteknikker.  

Da værket Objekt Uidentificeret er en del af en flydende udstilling, der skal søsættes i Vejle Fjord, har det været nærliggende for Thomas at bruge skibsindustrien som materielt afsæt. Med skulpturen har Thomas ønsket at placere et fremmed element i fjorden. Fjorden – med dens normale åbne og rolige flade, skal introduceres for et larmende, dog stadig genkendeligt element, gennem en nautisk motiv -reference til havets militære og civile færdsels ruter. Samtidig skal skulpturen drage paralleller til bl.a. vandminen, fyret og bøjen.

Objekt Uidentificeret er på denne vis inspireret af signalsprog – yachtflaget, den løsrevne flydebøjle, rød/hvide-stribede venetianske fortøjningspæle, fortøjningsrebet, vandminen, eller fyret som et pejlemærke i mørket.

Teknikker fra skibsverdenen
Thomas har været på både træ- og metalværkstedet samt Huggegården. I konstruktionen af skulpturen bruger han, som tidligere nævnt, en teknik taget fra skibsverdenen. Skulpturen er formbøjet krydsfiner, der er belagt med glasfiber og polyester og til sidst forseglet med tokomponent epoxy. Krydsfineren er bøjet omkring et træskelet og dernæst limet og spændt til med bagagestropper. Glasfiberen er lagt i fire lag og forseglet med primer og en tokomponent epoxy maling. Alle overflader er afsluttet med slibning og polering.

Der ses en reference til vandminen med skulpturens aluminiumlamper, som også tilfører et ret teknisk og industrielt udtryk. Alle 30 lamper er drejet af tre runder og har en todelt fordybning, der gør det muligt at indsætte lamper og fatninger. Det er tanken, at lamperne skal lyse udvendigt på skulpturen, ovenpå den rød/hvide gelcoat, imens en timer tænder en lyslanterne, som lyser skulpturen op indefra. Til sidst skal der fastgøres et drivanker, hvilket bliver lavet af PVC- overtrukket nylondug.

Skulpturens flydeevne
På træværkstedet har Thomas produceret en skabelon til at skære og fræse både skulpturens bundplader, men også flyde-pontonen, som skal bære solpanelet, der giver skulpturen strøm. Alle skulpturens dele samles og testes i Huggegården. I Huggegården bliver der også opstillet en 5000 liters svømmepøl, hvori Thomas kan teste dets flydeevne. På denne vis har arbejdsprocessen været en veksling mellem produktion af de forskellige dele og 1:1 test i Huggegården.

Objekt Uidentificeret vejer ca. 200 kg, og det mest udfordrende ved udformningen af skulpturen, har været at opnå den fulde tæthed og flydeevne, så konstruktionen kan flyde på åbent vand i tre måneder. Her har SVK’s maskine faciliteter givet Thomas mulighed for at afprøve forskellige teknikker og konstruktioner og derved holdt projektet i konstant forandring og udvikling.

 

Skrevet af Fanny Menaka Dons