Hop til indholdet.

Projekt

Theis Wendt: Negative Meadow

2019 / Billedkunst

I Formeriet har billedkunstner Theis Wendt den sidste halvanden måned arbejdet på værker til sin hidtil største soloudstilling på Kunsthal NORD i Aalborg. I udstillingen forsøger han at fravriste menneskets romantiske og nostalgiske forhold til naturen og i stedet lede an til et nyt post-romantisk refleksionsrum.

Apr. 2019

Til sin nye udstilling har Theis Wendt ladet sig inspirere af kulkraftværket og dets gamle funktion. Det er det forhenværende kulkraftværk Nordkraft, som huser udstillingen, men det er nu ikke den lokale kontekst, han tager udgangspunkt i. Theis Wendt er optaget af kulkraftværket generelt og har været interesseret i at udforske, hvilke betydningsmæssige lag der ligger heri. Dog er han stadig inspireret af de rustikke rum, værkerne skal indgå i:

”Udstillingen bliver egentlig ret minimal og meget stram i det. Hele kunsthallen bliver iscenesat, og jeg arbejder meget med arkitekturen derovre, så der kommer til at være flere stedsspecifikke værker.”

Romantik og dystopi
I undersøgelsen af de betydningsmæssige lag knyttet til kulkraftværket orienterer Theis Wendt sig mod den industrielle revolution i slutningen af 1700-tallet og op gennem 1800-tallet, ligesom han forholder sig til romantikken, der opstår i 1800 som en slags opråb mod den teknologiske acceleration. Det er en periode, han har arbejdet med flere gange i løbet af sit kunstneriske virke.

Theis Wendt er optaget af forholdet mellem de romantiske repræsentationer af mennesket og naturen, som han påpeger stadig gør sig gældende i dag, og det mere dystopiske blik, hvor bevidstheden omkring menneskabt global opvarmning er til stede. En bevidsthed, som vender op og ned på ideen om det sublime.

”Udstillingen er hverken det ene eller det andet, men jeg prøver at sammensætte det romantiserede, nostalgiske, idylliske blik på autencitet og det organiske og sammenflette det med en mere dystopisk refleksion over, hvordan vores samtid også ser ud.”

Gamle og nye værker i forening
Udstillingen består af flere forskellige installationer og blander nye værker med ældre værker, som Theis Wendt geniscenesætter og dermed genskaber i en ny kontekst. På den måde er udstillingens indhold meget elastisk i forhold til hans kunstneriske praksis.

Med værkerne bringer Theis Wendt flere forskellige medier og materialer i spil. I det første rum mødes beskueren af et videoværk med et vibrerende skyggespil fra træer skabt med 3D-software, som forholder sig til de bevægelser, beskueren gør sig. For Theis Wendt er det vigtigt, at det er skabt virtuelt:

”Jeg er meget interesseret i den virtuelle verden, og hvad man kan skabe heri. Installationen tapper ind i nogle af de her romantiserede repræsentationer, som klistrer sig til os. En skovtur, det at befinde sig under træer, følelsen af sollyset en varm sommerdag. Alle ting som kan siges at være en urfølelse inde i os. Her bliver det så smeltet sammen med en fuldstændig programmerbar, virtualiseret form for naturoplevelse. Det er gennemgående for udstillingen, at jeg prøver at nærme mig nye former for autencitet.”

Ikke alle værkerne består af noget virtuelt, men der er flere analoge, fysiske værker, som beskæftiger sig med immaterialitet og virtualitet. For Theis Wendt er de et forsøg på at finde nye anskuelser og perspektiver omkring det autentiske og organiske i en syntetiseret verden.

I flere af værkerne arbejder Theis Wendt med vinduets funktion. I et af rummene blokker han vinduerne med spejle, som er integrerede i vinduesrammerne og hænger spraymalede tekstiler foran. Således reflekterer spejlet tekstilets grid og skaber dermed et interfererende mellembillede; en forskydning af selve griddet, som skaber et optisk billede.

I et andet rum præsenteres beskueren for en serie vinduesværker bestående af persienner indstøbt i 20-30 liter blåpigmenteret resin. En slags falske vinduer:

”Værkerne er en mellemting mellem at være et objekt og et billede af et objekt og er en kommentar til, hvordan referenten til billedet forsvinder mere og mere i forhold til virtualiseringen af verden. Det er også en slags vindue, men jo ikke et vindue ud mod noget. Man kigger ind i det her syntetiske dyb. Idet persiennen ligger inde i glasset, bliver det svært at kategorisere, om man kigger ud eller ind – det bliver egentlig begge dele på én gang.”

Abstrakte landskabsmalerier i plastic og støvsugerindhold
Theis Wendt har ligeledes skabt en serie plasticafstøbninger af et maleri. De er en slags abstrakte landskabsmalerier og repræsenterer en antropologisk undersøgelse af billeder. Han har været optaget af at undersøge, hvordan billeder er bygget op, hvordan vi forstår dem, hvad der er inde i dem, og hvad de gør ved os:

”Måden de er lavet på er 14 timers-processer, hvor man langsomt hælder flydende resin ned ad siden og lader det tørre for så langsomt at bygge det op lag for lag. Nogle tror, det er egentligt træ, lærred og klips, men alt er plastic. Jeg kan godt lide den klassiske opdeling af et maleri, som består af en triade af billede, medium og krop med hver deres ’funktion’ i maleriet. I de her værker er distinktionen mellem de tre dele imidlertid kollapset eller smeltet sammen til én ting. Det er billeder, som er malet indefra, og de skal hænge og svæve i rummet for netop at understrege, at de er objekter og ikke malerier.

Otte fundne støvsugere indgår også som objekter. Han har spraylimet indholdet af støvsugerposerne på ydersiden af støvsugerne som en reference til, hvordan det private iscenesættes og repræsenteres som glansbilleder. En iscenesættelse, hvori støvsugeren spiller en central rolle. Her gør de dog det modsatte: de viser det, der aldrig bliver vist på overfladen.

Hvad er det, vi kigger på?
At skabe anledning til refleksion har været helt centralt for Theis Wendts arbejde med udstillingen, og netop derfor har han valgt at inddrage mange forskellige medier og materialer:

”Idet jeg sammensætter så meget forskelligt, skaber værkerne nærmest en verden for sig, og jeg kan godt lide ideen om, at beskueren er i tvivl om, hvad denne verdens materielle ophav består af. At førstehåndsindtrykket er, at man er i tvivl om, hvad man kigger på. Det synes jeg er et godt udgangspunkt for overhovedet at kigge på noget.”

Skrevet af Cecilie Aaby

SVK, Gammel Dok Pakhus, Strandgade 27 B, 1401 København K, +45 32 96 05 10, info@svfk.dk
Sekretariatet har åbent man. – fre. kl. 9-15. Lør. – søn. lukket.
CVR: 11887260