Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

På Statens Værksteder arbejder Søren Sejr på otte store træ-relieffer på 240 x 160 cm, der tager udgangspunkt i kompositionerne fra de seneste 5-6 års olie- og akrylmalerier.

Maj 2022

Jeg ønsker at arbejde med træet og relieffet. Dels for at tilføje mit formsprog en konkret dybde og fysik, som maleriet ikke giver, og dels for at undersøge, hvordan træet, der brændes i overfladen ved brug af en speciel japansk teknik (shou sugi ban), kan give en materialitet og farvemæssig dybde, som adskiller sig fra malingens.

Ved at brænde træets overflade opstår der en krakelering, mattering og changerende men dyb sort farve, der skifter karakter alt efter lysindfald og synsvinkel. Teknikken er ny for mig, men jeg ser den som en naturlig forlængelse og videreudvikling af min undersøgende praksis.

Reliefferne bygges af genbrugstræ: En masse plader, planker, lister og stokke af forskellige sorter og med varierende overflader og behandlinger, der bidrager til forskellige strukturer og rytmer.