I atelieret på plan 5 arbejder Zuhra Hilal med tyl, jersey, latex, silikone og sit eget hår. Hun udfordrer vores syn på hud; hudens farve, tekstur og behåring. Hun skaber helt nye hudoverflader, der bryder med normerne for, hvad der er smukt, og hvad er der er grimt. Arbejdet er minutiøst og langsommeligt, og for Zuhra er der værdi i det omhyggelige og materialeorienterede arbejde.
Zuhra sidder bøjet over et stort stykke stof med en rillet overflade i forskellige rosa nuancer. I hånden har hun en pincet, der griber om et kort sort hår. Hun lægger en lillebitte dråbe flydende latex på stoffet og placerer håret der ved hjælp af pincetten. Et hjørne af stoffet er allerede dækket af små forhøjninger, hvor der ’gror’ små sorte hår. ”Det er en ny hudoverflade”, fortæller Zuhra, ”Jeg arbejder med mange forskellige materialer og mit eget hår. Det minutiøse arbejde forandrer min relation til både hud og hår.”
En anden slags hud – en anden slags skønhed
Zuhra vil udfordre synet på skønhed, opfattelsen af, hvad smuk hud er. Samtidens gældende skønhedsidealer ophøjer den glatte, rynkefri og ubehårede hud. Zuhra eksperimenterer med forskellige materialer for at skabe nye hudoverflader. Hud med rynker, riller, knopper og hår. Og i forskellige farver. For som hun siger, er den farve, der kaldes nude ikke en farve, enhver kan genkende sig selv i. Derfor indfarver hun stofferne og skaber forskellige teksturer ved hjælp af silikone, latex og tyl og ”behårer” det med sine egne mørke hårstrå.
På væggen hænger to stykker indfarvet latex med små riller. Det er en fortolkning af rynket hud, noget, som er uønsket, hvis man spørger de gældende idealer for skønhed. Zuhra løfter det frem, fremhæver den rynkede hud som æstetik, som kunst. Hun arbejder på at få beskueren til at se anderledes på det, vende op og ned på det smukke og det grimme. På et bord ligger små prøver, hun har lavet. Hun har eksperimenteret sig frem til den rette bearbejdning af stoffet. Nogle bearbejdninger mimer genkendelige måder, hud kan se ud på, mens andre virker mere fremmede, som en helt ny slags hud.
Det langsomme arbejde – den skjulte værdi
Det drejer sig om tre meter stof, der skal dækkes med hår. Zuhra har dækket et hjørne på en måned. Opholdet i atelieret er kærkomment, fordi der er plads til, at tre meter stof kan foldes ud, og fordi hun kan arbejde med flydende latex og silikone. Zuhra er uddannet modedesigner og har arbejdet i modeindustrien. Det er hun holdt op med. ”Alt skal gå så hurtigt, det er hektisk, der er ikke tid til at lægge værdi i håndarbejdet, til at bruge den tid det tager”, fortæller hun. Hun nyder indsatsen og langsommeligheden. Materialet får nyt liv, hun lærer det at kende gennem hænderne, opbygger en nær relation til det. ”Det er fra den omhyggelige arbejdsproces, at værkernes værdi opstår. Det er der ikke tid til i modeindustrien.”
Før lavede Zuhra tøj, der skulle uden på huden, skjule den, nu skaber hun nye hudoverflader, skaber nye oplevelser af hud, en ny æstetik, fordi ”den gamle er kedelig og normativ”, som hun siger.
Når Zuhra er færdig med at skabe sine tekstilværker, når hun har givet stoffet nyt liv, begynder hun et samarbejde med en performancekunstner. Sammen udvikler de måder, hvorpå de nye hudoverflader skal præsenteres på. ”Jeg kan godt lide, at værkerne får nyt liv igen gennem samarbejdet med performancekunstnere. Det er ekstra lag, som altid er vigtigt i mit arbejde.”
Skrevet af Helene Johanne Christensen