Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Billedkunstner Sara Lou Kramer har lavet et videoværk, der tager afsæt i kolonihistorien mellem Danmark og Island. Værket – en HD Video og 3D Animation – skal vises som en del af Cycle Music and Art Festival under temaet Inclusive Nation, der markerer 100-året for Islands selvstændighed. Videoværket kan opleves på Gerðarsafn Kópavogur Kunstmuseum fra d.25. oktober 2018 frem til d. 6. januar 2019.

Videoværket Norröna Voyage har ophav i en teori om, hvordan det islandske sølv blev fragtet til Danmark i det 16. århundrede og derefter omsmeltet til de tre sølvløver, der i dag vogter tronen på Rosenborg Slot. Det er uvist, hvorvidt denne teori er sand eller ej, men her ud fra har Sara skrevet en fiktionshistorie, som en slags kunstnerisk viderebygning og fortolkning af teorien.

De tre løver bliver formodentligt aldrig leveret tilbage til Island, da de har en særlig funktion i forbindelse med danske regenters Castrum doloris, hvor de placeres foran kisten. Derfor stiller Sara spørgsmålet – ”Hvordan kan man metaforisk bringe de tre sølvløver tilbage til Island?”

Med målet at gå i fodsporet på de danskere, der dengang er taget fra Island til Danmark foretog Sara i 2017 en sejltur på 3,5 dag fra Hirtshals i Danmark til Seyðisfjörður i Island. På færgen filmede og dokumenterede hun alt – fra udsigten over havet, spilleautomater på færgen og de andre passagerer.

En roadmovie og 3D-løver
Et års tid efter sejlturen sidder Sara nu på SVK og redigerer og klipper de mange timers videomateriale: ”Jeg stræber mod et videoværk der sammenblander fiktions- og dokumentargenren, og som er bygget kronologisk op fra Rosenborg – over det nordatlantiske hav – til Island.”

Filmen bliver klippet sammen til et kontinuerlig narrativ – som en form for roadmovie fra A-B, men indimellem dette vil der være en 3D-animation af de tre løver. Løverne er først tegnet analogt ud fra fotos og dernæst lavet i et 3D-program. Selve animeringen arbejder Sara løbende på ved siden af redigeringen af filmen.

I animationen vil løverne være i en konstant refleksion over deres egen eksistens: Hvem er vi? Hvad er vi lavet af? Hvorfor er vi her? Sara skriver selv teksten, som bliver indtalt på engelsk, hvor den ene af løverne bliver fortælleren. Beskueren vil følge løverne på en rejse fra Rosenborg uden at vide, hvor de ender. Dermed gives der ikke en logisk forklaring, men et abstrakt og metaforisk scenarie.

 

Skrevet af Fanny Menaka Dons