Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

”Jeg arbejder med at gøre det forkerte. Når man er møbeldesigner, er der så mange ting, man ved på forhånd og det er svært at blive fri af den viden.” Møbelkunsthåndværker Rasmus Bækkel Fex har eksperimenteret med nye drejninger til udviklingen af et møbeldesign, der indgår i Snedkernes Efterårsudstilling 2018. Udstillingen finder sted på Thorvaldsen Museum fra 2. november – 9. december 2018.

Udgangspunktet for NeoFolklore (Armrest) er Rasmus Fexs tidligere værk Neo-Folklore (Scaffold), der var med på Charlottenborgs Forårsudstilling 2017. I dette værk indgik nogle balustre, som gæsterne spurgte, om Rasmus selv havde drejet. Til det måtte han svare nej, men det blev starten på en tilbagevenden til det gamle håndværk med et ønske om at udforske drejebænkens muligheder og udtryk.

Thorvaldsen og mahogni
”Hvis Thorvaldsen skulle vælge én stol, hvordan ville den så se ud?” Med afsæt i SE2018s tema MONO – et møbel med håndværksmæssig forståelse, har Rasmus undersøgt Thorvaldsens klassiske drejninger og har bygget en modernistisk armstol med klassiske ornamenterede drejninger.

Det er et kriterie fra SE2018, at møblet skal være monokromt. Rasmus laver derfor to stole i mahogni, så han kan eksperimentere med dens farve; den ene bliver i træets naturlige farve og den anden i bemalet jernoxidgul. Det er planen, at Rasmus derefter udvælger én, der skal udstilles.

Mahogni er en god træsort at dreje i, da det er et meget hårdt materiale, hvilket er nødvendigt for at det ikke flosser i drejningen. Det er samtidig en eksklusiv træsort, hvorfra der kan trækkes en fin tråd til Thorvaldsens eksklusive marmorskulpturer.

Nye typer drejninger
Rasmus eksperimenterer med en masse små testdrejninger og arketyper; den runde buttede drejning, den spidse og herefter et mash-up. Det er meningen at testdrejningerne skal gemmes og bruges til andre projekter. De endelige drejninger er et miks af forskellige klassiske drejninger – som et symbol på en drejning.

De drejede pinde skæres op i to halve, så der er en negativ og en positiv pind. De to pinde limes sammen, så der opnås et meget simpelt udtryk. Møblet kommer på sin vis til at ligne to stole, der er sat sammen.

 

Skrevet af Fanny Menaka Dons