Andre projekter
Med Jagtmark har Ane Henriksen fortolket et markbillede af Jens Søndergaard, hvor hun gennem islættene med brugt jagttøj understreger naturens jordtoner – mens indslag af feminint undertøj fremhæver markskødets erotiske undertoner. Billedtæppet er til en udstilling på Heltborg Museum.
Maiken Stæhr har arbejdet i metalværkstedet i forbindelse med en udstilling til Cantina i Aarhus, vinteren 2025. Under sit ophold har hun dels bearbejdet med gamle markredskaber og dels udviklet en nyfortolkning af den klassiske vejrhane.
Albert Grøndahl har arbejdet med fotografiske værker i mørkekammeret, hvor han har udforsket og forfinet eksisterende teknikker inden for sølv-gelatine processen. Her er værker vokset frem som spor fra et andet landskab — et romanunivers under opbygning.