Når Lisbet Friis arbejder, tænker hun altid i farver. Alt hvad hun laver, har noget med farver at gøre, og hendes projekt ”Copenhagen Colors” er ingen undtagelse. Med fotografier og gouachemaling undersøger hun byens farver.
Nov. 2014
Projektet startede med, at Lisbet cyklede rundt og fotograferede i New York, hvor hun opholdt sig i 3 måneder. ”New York Stripes” var et forsøg på at konkretgøre New Yorks farver. På SVK arbejder hun videre med dette, men – som titlen antyder – nu i København. Med sit kamera indfanger Lisbet storbyens hverdagsøjeblikke for at undersøge byens farver. Fotografierne afbilder butiksruder, kiosker, facader m.v. samt mennesker i bevægelse.
Ud af hvert fotografi trækker hun en farveskala. Efter at have studeret billedet og dets farver, blander hun gouachemalingen selv og håndmaler stribeforløbene under fotografierne. Alle opfatter vi farver forskelligt, og her er de gengivet gennem Lisbets optik på baggrund af, hvordan hun selv ser farverne.
”Når jeg ser noget, er det altid kun farverne jeg kan huske. Hvert sted har sin farve.”
Med farveforløbene vil Lisbet give noget nyt til måden, beskueren observerer fotografierne på. Farverne hjælper til at lade historien i billedet udfolde sig, og er en måde at komme ind i historien på. Sådan skabes en større bevidsthed for motivet og fordrer en ny forståelse og opmærksomhed. Det Lisbet vil, er at videregive et blik for farver – et blik som måske kan ændre, hvordan man ser dem, også når man går rundt i byen.
På SVK undersøger hun sine muligheder og sit eget projekt. Efter opholdet i atelieret rykker hun på tekstilværkstedet, hvor hun skal forsøge at trykke stribeforløbene på tekstil. På sigt skal de også trykkes på træ. I sidste ende vil Lisbet Friis lave farveskalaer over København og New York. En serie farveforløb som vil karakterisere de to byer.