Arkitekt Nikolaj Thrane Carlsen har videreudviklet sit afgangsprojekt fra Kunstakademiets Arkitektskole – en bæredygtig og bionedbrydelig skalstol skabt af tang. Møblet skal blandt andet udstilles ved Nordic Seaweed Conference den 10-11. oktober 2018, en udstilling arrangeret af AlgeCenter Danmark.
Hvordan skaber man et bæredygtigt møbel, der kan nedbrydes i naturen?
En grundig materialeresearch førte Nikolaj til Teknologisk Institut, hvor man bl.a. har lavet forsøg med ålegræs, tomatstænger og hampefibre. Med inspiration herfra valgte han ålegræsset som sit hovedmateriale – en enkimbladet frøplante af bændeltangfamilien, som har en fin, iboende reference til Nikolajs aalborgensiske ophav ved Limfjorden. Genbrugsaspektet er også tænkt ind i materialevalget, fordi ålegræs normalt betragtes som et affaldsstof frem for et anvendeligt ’byggemateriale’.
Det er en grundlæggende tanke bag projektet, at det bæredygtige og bionedbrydelige kompositmateriale har et potentiale i bygge- og møbelbranchen. Nikolaj har et meget stort fokus på cirkulær økonomi og er ansvarsbevidst, når det gælder bortskaffelse, og hvordan møblet kan gøres så masseproducerbart som muligt.
Ålegræssets bindemiddel
Ålegræsset har Nikolaj først i forløbet indsamlet ved Limfjorden, hvorefter det har hængt til tørre i hans forældres have. Senere har han anskaffet ålegræs fra Møn, som er et af de få steder, hvor man høster ålegræs i Danmark. I forhold til bearbejdningen af ålegræsset overvejede Nikolaj først ’Læsø-teknikken’, hvor man spinder ålegræsset til en form for garn, hvilket er tilfældet for mange af øens tangtage.
”Materialet var simpelthen ikke stærkt nok på grund af den friktion, der sker i materialet, når man bruger møblet – det smuldrer langsomt.”
Det var derfor nødvendigt med et bindemiddel, og for at bevare brugen af bæredygtige materialer er Nikolaj endt med materialet carrageenan fra CP Kelco. Carrageenan er et stivelsesmateriale på linje med husblas, der udvindes af rødalger og anvendes i f.eks. kager og tandpasta. Med blandingen af ålegræsset, carrageenan og vand opnår han en dej-lignende og formbar masse.
Formstøbningens udfordringer
Massen af ålegræs skal både formes og sammenpresses, og herefter skal materialet tørre. Det har været teknisk udfordrende at udvikle den rette støbeform, der kan sikre en ensartet overflade på møblet. Et centralt kriterie, hvis møblet skal kunne masseproduceres. Dog skaber ålegræsfibrene stadig et unikt ’mønster’ til hver stol.
Nikolaj arbejder med hullede, skålformede metalplader, der er blevet sammenpresset mellem en CNC-fræset over- og underform, bestående af sammenlimede MDF-plader. Ålegræs-massen lægges på et stykke lærredsstof mellem de to metalplader, som spændes fast med fjedrer i kanterne. Det samlede objekt kommes i en ovn, hvor objektet tørres og presses sammen. Tørringsprocessen er ca. to til fire dage og resultatet bliver et helt tyndt kompositmateriale, der svinder ind fra ca. 15 mm ålegræs til en tredjedel. Udfordringen med brugen af metalplader som støbeformsmateriale bunder i de ujævnheder, der skabes, når metallet bøjes til en form. Det bliver for upræcist at arbejde med og en for tidskrævende proces.
En 3D-printet støbeform
Udfordringerne med metalpladerne har ført til eksperimenter med en 3D-printet form. Her har Nikolaj valgt plasttypen High Temperature PLA – en bioplast fremstillet af stivelse fra afgrøder som majs eller sukkeroer. HT-PLA er anvendt, da materialet kan bibeholde sin form ved temperaturer på op til 100 grader. Målet er et 3D-print, som ålegræs-massen kan støbes direkte i, så man på den måde undgår mange faser i processen og langt mere frit kan lege med formen.
Der skal påsættes et stel af bambus – igen et bæredygtigt materiale og en græsart ligesom ålegræs. Bambusmaterialet er ved køb karboniseret, dvs. tilført en form for varmebehandling, der pga. bambussens sukkerindhold gør materialet mere brunligt, hvilket fungerer som et fint farvespil til ålegræsset. Bambusbenene er rundstokkeformet, overfladebehandlet med olie og påsættes med messingbeslag. Det vil være muligt at skille stolen ad alene ved hjælp af en Umbraco-nøgle og genbruge de enkelte dele hver for sig.
Skrevet af Fanny Menaka Dons
