Myne Søe-Pedersen har arbejdet i grafisk værksted med en serie fotogravurer, som, ud over at være unika-tryk, også vil blive til en unikabog.
September 2022
Værket tager afsæt i fem postkort, sendt til mig fra C – en nær relation, som er ophørt. I postkortene har jeg lokaliseret og forstørret hvert enkelt punktum i et mikroskop. Punktummerne er efterfølgende blevet bearbejdet til fotogravuretryk.
Unikabogen vil dokumentere fotogravurernes tilblivelsesproces og vise den transformation, hvert enkelt punktum har gennemgået for at blive til et billede.
Værktekst
Kære C
Jeg arbejder i øjeblikket på et værk med titlen Punktum – og andre begyndelser.
Til værket har jeg fundet alle de postkort, du har sendt mig gennem tiden. Det er fem i alt. Jeg har undersøgt dem grundigt med et mikroskop og scannet hvert enkelt punktum ind på min computer. Derefter har jeg forstørret og trykt de indscannede punktummer som fotogravure.
Fotogravureteknikken blev udviklet i slutningen af 1800-tallet. Med opfindelsen blev det muligt at reproducere og trykke fotografi på kobbertrykspapir i flere oplag f.eks. som del af en bog.
Forud for trykprocessen printer jeg punktummerne på transparenter, som belyses på polymerplader og fremkaldes i vand. Polymerpladernes overflade ligner guld. Det talkum, jeg pudrer dem med, lægger sig som et fint hvidt støv på guldfladen og gør dem matte.
De fremkaldte plader lægges til tørre i solen, hvor de hærder og bliver blågrønne. Farven minder mig om den skovsø, der lå i den store skov bag dit hus. Vi har stået længe ved den sø og kigget efter bunden, når vi gik tur med din hund.
Jeg lægger kobbertrykspapiret i blød i et vandbad og sværter de hærdede plader ind.
Iført min laboratoriekittel tager jeg papirerne op af vandet og tørrer dem mellem to hvide lagner. Jeg tænker på dig og det hospital, hvor du engang var indlagt – der lugtede sterilt, og døren smækkede tungt i, da jeg gik ud.
Den store tunge presse trykker pladen ned i papiret. Det er en fysisk krævende og langsommelig proces med mange gentagelser – som et slags ritual.
Mellem hvert tryk vasker jeg hænder to-tre gange. Engang prøvede vi at sætte vores håndflader mod hinanden for at se, hvem der havde de største hænder. Mine var størst. Jeg kan stadig mærke din hånd.
Jeg har lige opdaget, at det kobbertrykpapir jeg bruger er udgået. Papiret blev produceret på en papirfabrik i Midttyskland, som lukkede efter en stor oversvømmelse. Jeg ser for mig en fabrikshal fyldt med papir opløst i vand – og forestiller mig, at vores kroppe opløses på samme måde, hvis de ligger tilstrækkelig længe.
Jeg er begyndt at se dig alle vegne – specielt i gadebilledet.
Forleden drømte jeg, at vi sad overfor hinanden i et tog, som kørte gennem Europa. Vi kiggede tavse ud på Alperne, hvorefter du vendte dig mod mig og smilede.
Kh Myne
