De seneste år har Mette Vangsgaard inddraget stopmotion film i sin kunstneriske praksis, men det er stadig et nyt medie. Derfor søgte hun ophold i Anne Marie Carl Nielsens atelier for at eksperimentere med animationer og derigennem undersøge, hvordan hun kan integrere animationerne i sin kunstneriske praksis.
Juli 2025
Det store atelier i Frederiksholms Kanal muliggjorde flere arbejdsstationer med forskellige ideer på samme tid. Her kunne jeg eksperimentere med at bruge forskellige materialer i filmene og i malerierne og hvorledes mine collager kunne optræde i animationerne.
Jeg var nødt til at flytte alle mine materialer hen i atelieret, så jeg havde frit spil. Modellervoks, gips, tegnegrej, maling, lærred, optageudstyr. Jeg installerede mine igangværende projekter i rummet med det samme, så jeg havde alle mine ideer omkring mig.
Når jeg laver en stopmotion, bruger jeg lang tid på at forberede en optagelse og forestille mig forløbet i animationen. Jeg optager i Dragonframe 16 fotos pr. sek. og bearbejder optagelserne i Davinci Resolve.
På min hjemmeside kan man se nogle af mine tidligere animationsfilm, der sidste år blev vist på Johannes Lasen museet og Odsherred Kunstmuseum.