Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Marie Nørgaard Nielsen har i syværkstedet arbejdet på en videreudvikling af sin lysinstallation Oraklet. Værket var en del af Københavns lysfestival 2022 med en placering på Bertel Thorvaldsens Plads foran Thorvaldsens Museum. I oktober 2022 skal det sættes op i alperne til lysfestivalen ”Light Art Grindelwald” i Schweiz.

Okt. 2022

Oraklet er en lysinstallation i stor skala, (15 x 11 x 2,6 meter), der med en spiralformet konstruktion af træ, metalstænger og hvidt tekstil, omslutter dets besøgende. Man går ind én vej, kommer til spiralens midte, fortsætter og kommer ud et andet sted.

Værket skaber en mystisk tiltrækningskraft og en følelse af at komme i kontakt med noget, der er større end én selv.

Spiralen har en dragende lysende midte, som bliver kraftigere desto længere, man bevæger sig ind i installationen. Gennem de halvtransparente vægge kan man fornemme de skikkelser, der bevæger sig derinde.

Oraklet er en kontrast til vores tidsalder, hvor alting går hurtigt, og det er svært at finde ro til at møde den visdom, vi alle bærer i os. 

På syværkstedet har jeg arbejdet på at sy to tredimensionelle ansigter (70 cm høje), som man møder i Oraklets midte, hvor de er monteret som en del af væggen.

Først tegner jeg mit motiv og syr en lille model op for at få overblik over kompositionen og for at se, hvordan det fungerer tredimensionelt. Jeg arbejder med mønsterkonstruktion som formgivningsmetode, dvs. at jeg konstruerer former, som får ansigtet til at løfte sig op fra fladen, når de bliver syet sammen. Når den lille model er på plads, forstørrer jeg det hele, tegner alle mønsterdelene op og syr det endelige værk.

Jeg tilstræber altid at tekstilet skal kunne holde formen uden fyld, pladevat eller andet for at opnå det ønskede udtryk.