På SVFK arbejder Malene Jorck Heide-Jørgensen med Hø og blåtryk. Hertil har hun blandt andet fået lavet et mørkekammer inden i teltet i Huggegården.
Sep. 2019
Mellem Lys og mørke
I Huggegården har jeg fået lavet et mørkekammertelt inde i teltet, så jeg kan veksle mellem at komponere billeder med hø i mørke på lysfølsomt materiale for herefter at eksponere det under glas udenfor i solen. Solens stråler igangsætter en kemisk reaktion i den lysfølsomme emultion, og den blå farve opstår under skylning i vandkar.
Der er flere ubekendte i det at lave store formater cyanotopiske fotogrammer. Emultionen kan drille på de store formater. Da jeg selv påfører den lysfølsomme emultion på papir, har jeg skulle forsøge med forskellige teknikker både hvad angår penselstrøg, men særligt også under tørring. Jeg er interesseret i de rum, der opstår som følge af høets placering på papiret under glaspladen ved først eksponering og herefter skylning. Dagligt må jeg arbejde mig ind på både eksponeringstid og høets egen vilje. Det har krævet en del tålmodighed at insistere på solen som belysningskilde, som det har været at få bugt med luftbobler under skylning og vinden, der griber fat i de nye og våde billeder fra skyllekarene.
Hø og fotografiet
Ordet hø kommer af; norrønt hey, engelsk hay oprindelig ‘det afhuggede’ beslægtet med hugge. Fotografiet opstår ligeledes ved at afhugge tid og lys i rum og fastholdes traditionelt i kemiske processer. I Huggegården undersøger jeg (det afhuggede) hø som aftryk i cyanotopiske fotogrammer. Det bemærkelsesværdige ved Cyanotopi er, at det er objektivløst fotografi; her skal jeg selv stå og bygge billedet op – altså forme det med mine hænder. Dette underbygger, at det er rumlige spørgsmål, min praksis kredser om. Hø bliver i de blå fotogrammer til linjer, der afgrænser og indkredser billedets komposition, og der opstår suggestive rum. Disse kan både opleves og forstås ud fra kroppens fysiske tilstedevær i verden men også kan tolkes som abstraktioner.
Projektet er en fortsættelse af tidligere undersøgelser af rum og rumligheder, jeg har søgt at artikulere gennem det fotografiske medie på forskellige måder. I mit forrige værk arbejdede jeg udelukkende digitalt i allerede eksisterende rum, hvor jeg denne gang ønsker at formulere rum i den analoge proces cyanotopi anviser. Det opfylder for mig en længsel efter at være forbundet med den fysiske virkelighed; at være tilstede fremfor at være bortført til skærmens digitale rum.
Hø som materiale
Hø som materiale blev jeg opmærksom på under et arbejdsophold på Færøerne i 2017. Her høstede flere generationer af bygdens beboere græs i fjeldene til deres fårs vinterforråd. Jeg ønskede at være en del af de høstendes rytme og opdagede på den måde høets ideelle egenskaber som billedkomponent i cyanotopi. I Huggegården på SVFK står jeg med nyhøstet hø fra den samme bygd, hvor projektet er udsprunget fra. Jeg kender derfor de folk der har høstet og forarbejdet høet. Jeg kender fjeldet/engen og landskabet, hvor græsset har groet. Det har en afgørende betydning for processen, da forbindelsen med landskabet i bygden ikke bare er forlænget i de tryk, jeg producerer, men i hele den tid jeg arbejder i Huggegården med høet som komponent. Høet både hvisler mellem mine hænder og dufter tørt af græs og blomster. Høet blev i denne sommers pakket i en kasse af ejeren i bygden Tjørnuvik. Herfra blev det overleveret til Thorshavn, hvor det med venners hjælp blev bragt til mig i København.
