Hop til indholdet.

Projekt

Lerfontæne til risdyrkning

2018 / Kunsthåndværk

Lerværkstedet er for tiden forvandlet til et botanisk laboratorium. Keramiker Lise Seier Petersen udvikler værker til en udstilling på CLAY med kunstnergruppen Atrium. Hun arbejder med stentøjsler, blåler, pibeler, hvede og ris. Hun fokuserer på materialernes indbyrdes samspil, på proces, tid og den organiske forandring.

Jul. 2018

På gulvet står en stor, sort plastikbalje med en diameter på 1,10 meter. Over den hænger en lampe, der udsender plantelys og farver baljens indhold lilla. I baljen er der pibeler og vand, og en pumpe får indholdet til at boble og bevæge sig. I leret har Lise sået ris, grønne spirer titter op fra mudderbassinet.

En lerfontæne – et værk i bevægelse
”Jeg kan godt lide, at der er bevægelse, at værkerne ikke er statiske”, fortæller Lise. I 2015 blev hun inviteret med i kunstnergruppen Atrium, der arbejder med at genfortolke plantebeholderen. Hun blev overrasket over invitationen, for hun er ikke udpræget brugstingskeramiker, fortæller hun.

Invitationen var katalysator for hendes arbejde med planter. Til udstillingen på CLAY arbejder hun på to værker. Det ene er lerfontænen med ris. Inspirationen kom af kunstnergruppens navn, Atrium. Lise ville arbejde med noget spiseligt, ikke pynt, og det skulle være en plante, der kunne vokse i vand. Ris var det første, der faldt hende ind: ”Det er en sjov kontrast med fontænen – et overklassesymbol, og så risen, som er noget, der dækker et helt basalt behov. Og det viste sig til min store glæde, at det var muligt at få risen til at spire i leret.” Hun bruger en rissort, der kaldes ’kejserens ris’, hvilket spiller godt sammen med den eksklusivitet, fontænen står for.

Stedsspecifikke benspænd og helhedstænkning
Museets gulv viste sig at være et benspænd, da det er sart. ”Det betød, at jeg fx ikke kunne lave noget med en masse jord over det hele”, siger hun med et smil, men så kom idéen til lerfontænen. Plastikbaljen er nødvendig for at beskytte gulvet. Lise beklæder den med stentøjsler. Hun startede med at optegne baljens mål på gulvpap og skitserede bagefter fontænens grundplan. Leret rullede hun ud i plader og byggede formen op lag efter lag. Hun modellerede først indersiden, så ydersiden og lukkede til sidst formen i toppen. ”Jeg har arbejdet med den type stentøjsler i mange år og ved, hvad det kan, og hvordan det opfører sig”, fortæller hun.

For at fontænen kan brændes i lerværkstedets ovn, har Lise været nødt til at skære den op i flere dele. Opskæringernes placering på fontænen er inspireret af det specifikke sted, den skal udstilles på museet: midt i en akse, der krydser to rum, opskæringen forstærker den akse.

Lise giver fontænen en begitning af blåler, der giver dens overflade en gul farve og en grovere tekstur: ”Jeg ved, hvor alle værkerne skal stå. Det gør, at jeg kan tænke mine værker ind i helheden. Blålerets gule farve kommer til at spille godt sammen med to store værker af rødler, der skal stå ved siden af fontænen.”

Organisk samspil – processen som værk
Det andet værk, Lise arbejder på til udstillingen, gemmer sig bag et sort forhæng af plast. Det er en videreudvikling af et værk, hun tidligere har lavet. Her arbejder hun også med en spiselig plante og ler, og det er ligeledes den organiske proces, der er i centrum. Hun blander hvedekerner i pibeler og drejer et lerkar. Karret placeres ubrændt i en glaskasse. Derefter lægger hun låg på, så kassen er lufttæt, og leret bevarer sin fugtighed. Efter kort tid begynder hveden at spire og gro, grønne stængler vokser ud af leret. Til udstillingen på CLAY skaber hun en forskydning af processen ved at tilføje nye kasser en gang om måneden, så forskellige stadier er synlige i hele udstillingsperioden. Det er samspillet mellem materialerne, den organiske proces, der er værket.

Skrevet af Helene Johanne Christensen

SVK, Gammel Dok Pakhus, Strandgade 27 B, 1401 København K, +45 32 96 05 10, info@svfk.dk
Sekretariatet har åbent man. – fre. kl. 9-15. Lør. – søn. lukket.
CVR: 11887260