På Statens Værksteder for Kunst har Lærke Ryom udarbejdet møbelkollektionen, Blå, til gruppeudstillingen Wet Work på Fabrikken for Kunst og Design. Her dykker nyuddannede kunstnere og designere ned i Fabrikkens og Sundholms historie.
Oktober 2023
Kollektionen Blå reintroducerer tekstilet i den store fabrikshal, som engang husede et kommunalt vaskeri. Slidte jeans, hvor sømme, lynlåse og lommer er fjernet, får ny værdi som håndvævet polster. De mange forskellige vaske og toner af blå giver vævningen en levende karakter og skaber associationer til havet, skumsprøjt og vand i bevægelse – en bevægelse og tilstedeværelse af vand, som var fundamentet for vaskeriet. Traditionelt er denimen blevet set som det manuelt arbejdende folks uniform og refererer her til de mennesker, der blev placeret på Sundholm for at arbejde.
På træ- og metalværksteder er møblernes indre konstruktion udarbejdet, mens størstedelen af tiden på atelieret er gået med bearbejdning af denimen – lige fra at rive de slidte jeans i strimler, sortere i nuancer, foretage væveprøver og til sidst væve de fulde længder til møblerne.
For at få det rette udtryk i vævningen vender, drejer og snor jeg skuddene for at skabe den karakteristiske levende overflade, hvor de mange nuancer af blå blander sig organisk med hinanden.