Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Billedkunstner Trine Boesen har under sit ophold i Turboladen på SVK kastet sig ud i det helt store format. Hendes stjerneformede værkinstallation, The Grand Cabinet, er en 3-dimensionel konstruktion, skabt til Centralsalen på Trapholt Museum. Værket er en del af Boesens soloudstilling “New Resort”.

Aug.2014

Med 4,10 meter i højden, en 100 kvm værkflade og samtidig en gulvflade, der skal indgå i den samlede værkkonstruktion, har Trine Boesen kastet sig ud i sin hidtil største værkopgave. Hendes stedsspecifikke værkinstallation består at store vægflader i krydsfinerplader, som på Trapholt vil blive opført omkring et træskelet. Ydersiden fremstår ensfarvet, men på indersiden vil et vidtforgrenende maleri folde sig ud på alle flader.

Inspireret af filmklassikeren “Dr. Caligaris Kabinet” fra 1920, er værket tænkt som en illusion, som beskueren forhåbentlig lader sig indfange i. Boesen forklarer, “Det bliver til en konstruktion, man går ind i. En kulisse, om man vil. Hvor maleriet bliver til en kulisse, og kulissen bliver til maleri. Hvor kulissen plejer at repræsentere noget andet, repræsenterer den her sig selv.”

Når beskueren bevæger sig ind i konstruktionen, bliver han eller hun del af det univers, der er skabt indenfor rammerne af den asymetriske stjerneform. Men på fragmenteret og barokt skævvreden vis. Boesen arbejder med helhedsindtrykket, samtidig med at hun vanskeliggør selv samme, og driller øjet ved at arbejde med brudte linier, lag på lag, skrøbelige konstruktioner og perspektiver, der går i opløsning: “Jeg har en fornemmelse af, at hvis man går ind i noget, hvor man ikke lige kan overskue helheden på én gang, så lader man sig bedre føre med”.

Boesen arbejder primært i frihåndstegning, og projicerer evt. motiver op på fladerne via overhead. Derudover arbejder hun med vægmaling på de store MDF-plader, blyant, posca tusch og airbrush. Der ligger ikke fra start en færdig beregning over, hvor på fladerne motiverne opstår, på den måde arbejder hun ret intuitivt. Ideen er dog klar om, hvordan værket skal opleves. Stramt konstrueret og iscenesat af Boesen, og med beskueren på usikker grund.