Til sit værk Sanselige systemer har Rikke Benborg taget modernisternes fragmenterede formsprog og videreudviklet det til lag af videoprojektioner. Hendes hvidmalet hverdagsinventar er i Store Formater blevet til en scenografi, hvor Rikke kan lege med forvrængede lyskompositioner af kroppen.
I den hvide scenografi er Rikke Benborg ved at projektere de sidste par dages optagelser ud over rummets flader. Et skævt hjørne bryder armen op i tre dele, mens en skåls krumme flade får ansigtet til at strække sig i svært genkendelige delelementer.
De brudte billedflader, Rikke får skabt med projektionerne, optager hun sidenhen igen. Herved bevæger lagene i hendes billedkompositioner ind i hinanden, så de geometriske kvaliteter træder frem.
”Jeg vil gerne have de her abstrakte forvrængninger ind, hvor man får en masse informationer om kroppen og rummet på samme tid – ligesom i mange modernistiske billeder,” fortæller Rikke.
Hverdagsinventar som processionsflader
Dialogen med modernismen er central, for værket Sanselige systemer skal indgå i udstillingen Abstrakt Hverdag på Vejle kunstmuseum, hvor kuratorerne har parret samtidige kunstnere med det forrige århundredes store modernister. Rikke er blevet sat overfor avantgardisten Franciska Clausen, og hun har derfor arbejdet videre med sine installationer af hverdagsinventar. Over tre uger på SVK har hun bygget scenografien af nedbrudt møblement sat sammen på ny. Det er blevet til en tæt konstruktion af slidte skabslåger, skuffesystemer og løsdele af service, alt malet hvidt.
”Min idé er, at jeg har bygget de her processionsflader inspireret af et hjem, en slags interiører eller scenografi. Modernister som Franciska Clausen og Fernon Legér bruger jo også interiørdele: tallerkner, flasker og en defragmenteret bar,” forklarer hun.
Pladsen til at respondere i legen
Under optagelserne har Rikke samarbejdet med en danser, der i forskellige opstillinger har bevæget sig rundt i inventaret. For Rikke er filmningen en undersøgelse af, hvor langt hun kan gå, så hendes endelige billeder beholder referencen til kroppen og stadig giver nogle visuelle sammenhænge.
”Jeg leger mig hele tiden frem. Her sker ting, man ikke kan tænke sig til. Man responderer hele tiden på de handlinger, man foretager sig. Så det er så fedt at have pladsen herude.”
I efterbehandlingen af de nye optagelser leger Rikke videre med lagene og formene gennem redigeringsmasker, der igen kan sammensætte det hele til nye billedlag.
