Katrine Skovsgaard har arbejdet i tufteværkstedet med værker, der vil synliggøre de dele af den individuelle oplevelse, som er usynlige for andre. Hun har til formålet produceret et ti meter langt gobelin-ryatæppe kombineret i en kollage med billeder af hænder.
Feb. 2021
Mine værker bearbejder grænsen mellem selvet og den anden. De synliggør noget af det, som konstant påvirker individets oplevelse af verden, men som for andre er usynligt. Jeg arbejder research- baseret, og mine projekter strækker sig ofte over lang tid. Jeg arbejder eksperimenterende med fotografi, maleri, workshops og samskabelse, dvs. kunst, som skabes i et samarbejde mellem mig og fx en afbildet person. Mødet mellem mennesker er essentiel for min kunst.
Hvordan, hvornår og hvor føler vi os trygge?
I min praksis faciliterer jeg workshops som synliggør subjektive sensoriske oplevelser, særligt af en skamfuld eller overset natur. Mine værker har blandt andet involveret at visualisere kronisk smerte eller psykiske diagnoser i samarbejde med mennesker fra hele Danmark, samt andre eksperimenter i at formidle og generobre institutionaliserede narrativer om sygdom, sundhed og kroppen generelt. Værkerne igangsætter diskussioner og bliver en katalysator for at dele sårbare historier.
Hvordan ser kropslig tryghed ud? Hvordan kan vi give det til hinanden?
Jeg arbejder med at finde nye, åbne måder at skabe trygge rum til at dele de svære aspekter ved at være menneske. De intime momenter hvor vi føler os trygge til at dele med familie, venner og fremmede. De oplevelser bliver en direkte del af processen og af de endelige værker, som skal være et trygt sted at dele, og hvor der ikke mindst bliver delt. En del af min praksis er at skabe et rum som skaber tryghed, igennem det fysiske rum og igennem workshops.
På Statens Værksteder for Kunst har jeg lavet et ti meter langt farverigt gobelin-ryatæppe kombineret i kollage med fotos af hænder. Hænderne viser forskellig, ofte dobbeltsidig, gestik. Er hænderne et intimt og trygt sted? Hvad kan vi aflæse af dem? Hvad fortæller vores egen historie os?
Værket installeres som totalinstallation: tæpper med billeder af hænder, et rum hvor du omgives af ryatæpper, og hvor du kan læne dig tilbage og høre narrativer, en slags fælles mumlende kor som deler intime eller følelsesmæssige oplevelser med hænder. Lyden, som kommer direkte fra tæppet, er en række autofiktive narrativer, forskellige stemmer taler om hændernes forhold til følelser, tryghed og utryghed: fx kæresteparret der holder i hånd, den nyfødte, den unge og den gamle hånd, den døende, den voldelige hånd, den hånd vi ikke må røre grundet pandemien, og den hånd som holder os når vi har mest brug for det.
At kollektivisere omkring de hårde aspekter af at være menneske og opbygge vores kapacitet til at være til stede med vores erfaring er en vigtig og revolutionerende praksis, som vores nuværende systemer og strukturer ikke understøtter. Vi er nødt til at genoprette tillid; vi er nødt til at stille spørgsmål og øve os i måder at være i verden på, der udfordrer de iboende hierarkier og gentagelser vi lever efter. Vi er nødt til at genindvinde gensidig afhængighed og tillid til hinanden.
Hvordan kan vi begynde at gøre det?
