Billedkunstner Mette Winckelmann har haft ophold på Statens Værksteder for at håndmale tekstiler til et stort draperi, som Linköping Universitets nyopførte hovedbygning skal udsmykkes med.
Mette Winckelmann har fra Statens Konstråd i Stockholm fået til opgave at skabe en funktionel udsmykning til Linköping Universitets nye Campus Valla-bygning. Det er endt med et draperi, der er en mellemting mellem et gardin, et forhæng, en fleksibel rumdeler og en skulptur. Det har arbejdstitlen Valla Panorama med henvisning til Valla-bygningens panoramaudsigt over omgivelserne.
Et funktionelt kunstværk
I kraft af sit virke som billedkunstner har det været vigtigt for Mette Winckelmann at lave et skulpturelt værk. At draperiet også er andet end funktion og materiale.
Draperiet måler 7 x 15 meter og fungerer fra både forsiden og bagsiden. Det består af to uldmaterialer; det ene i en skarp grøn farve, det andet i en grå farve med gitterstruktur. Den grønne har hun valgt for at bringe naturomgivelserne indenfor, idet bygningen har en meget geometrisk, minimal og stilren opbygning, mens den grå netop henviser til bygningens arkitektur. I sin researchfase var hun rundt omkring på campus for at indsamle blade, og den grønne farve i draperiet repræsenterer en mellemtone af alle bladenes farver.
Motivet på draperiet er ligeledes skabt med stor inspiration fra universitetet og dets omgivelser og består af syede, applikerede og malede elementer. De organiske, sitrende linjer er nøjagtige konturer af de indsamlede blade og indgår som modvægt til den stramme arkitektur, samtidig med at de er blevet struktureret i et system, der trækker på inddelinger og opmålinger i arkitekturen. På den ene side har hun inddelt motivet i de samme intervaller, mens de på den anden side er inddelt i halvdele, fjerdedele og tredjedele.
Håndmalede mønstre
Udover de organiske omgivelser har hun også fundet inspiration i de mange mønstre, der er på campussets bygninger og belægninger og overført disse til tekstilerne: ”Ornamenterne er på en måde et billede på en forskellighed. De går ind og møder hinanden, støder op til hinanden i forskellige dagsordener. Og alle dem, der går på universitetet har også en masse forskellige dagsordener, der skal kunne samarbejde. Jeg kunne godt lide tanken om denne her sammenhæng.”
Hun har arbejdet med print af mønstrene i formatet 7 x 1,5 meter, som hun har tegnet op med tekstilkridt på sine mange meter stof og derefter håndmalet med selvfikserende maling (tekstilpigmentmaling). Hun har valgt at håndmale det for at undgå det ensartede udtryk, som rammetryk giver, og på denne måde give den geometriske arkitektur yderligere modspil.
Draperiet produceres ikke af Mette Winckelmann selv, men af Handarbetets Vänner i Stockholm, og fordi det med draperiets store format ikke kan undgås at blive en smule stiliseret i udtrykket, har det også været nødvendigt for hende at sætte et organisk aftryk: ”Det er vigtigt, at penselstrøgene er håndholdte. De spor, de afgiver, er tegn på et menneskeligt nærvær i et særligt øjeblik.”
Billedkunstner Ditte Boen Soria har været assistent på projektet.
Skrevet af Cecilie Aaby