Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Jens Bohr har arbejdet på grafisk værksted med litografiske værker til fællesudstillingen, Fynsk Forår – i Nymindegabmalernes fodspor, på Nymindegab Museet 5. april – 20. oktober 2024.

Marts 2024

Jeg arbejder på de store litografiske sten med udgangspunkt i ganske små tegninger, jeg har lavet under et ophold ved Nymindegab museet og omegn.

Min metode er at arbejde på kun én sten. Jeg begynder med at tegne motivet op og trykker med sort. Derefter tilføjer jeg en farve ad gangen i en lidt improviseret fremgang.

Jeg benytter mig af en metode, hvor jeg puncher huller øverst på papiret, som passer til nogle runde stifter, jeg spænder fast på den litografiske sten. Så er jeg sikker på at ramme samme sted på papiret for hver farvegang. Det, der en gang er tegnet op på stenen, bliver ved med at modtage farve, indtil stenen slibes ned efter færdigt arbejde. Det vil sige, hvis jeg fx trykker gult og efterfølgende blåt bliver det til grøn.

Der er dog mulighed for at slibe mindre partier ned i processen, men stort set er det farve på farve, jeg arbejder med. Startende mørkt og lysere farver efterhånden.

I litografierne indgår der dele af værker og artefakter fra Nymindegab museet, blandet med elementer fra den omkringliggende natur.