Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Installationskunstner Brian Ulbrichsen har arbejdet på en rumlig performanceinstallation, i en undersøgelse af, hvad der sker i baglokalet hos en frisør. Installationen omdanner galleriet VESS til en frisørsalon og et laboratorium. Fernisering 12. oktober 2018

Projektet er et led i en serie af lignende projekter; lommer i byen, hvor Brian Ulbrichsen undersøger de facader og butikker vi møder på en typisk gåtur i byen.

Salon Forever Young er drevet af en nysgerrighed over – ”hvad en frisør gemmer i sit baglokale og hvad hun bruger det afklippede hår til”. Når man træder ind i installationen, træder man direkte ind i en moderne 70’er inspireret frisørsalon med en kraftig orange farvepalet, ryatæpper, lavalamper og metallisk tråd-inventar – som i installationen refererer til både håret og tiden. Det er inventaret til frisørsalonen, som Brian har udviklet på metalværkstedet.

Stålstænger i simpelt formsprog

Det er første gang, at Brian anvender stålstænger i et projekt, men netop for at opnå 70’er – udtrykket, er valget faldet på dette materiale. I 70’erne er ståltråd bl.a. blevet brugt i møbeldesign af Verner Panton.

Objekterne består af to stole, tre podier, seks hylder og ét A-skilt – alle sammen bygget af runde stålstænger i 4 og 6 mm. Brian har udviklet objekterne således, at én metalstang fungerer som objektets indramning og denne er blevet bukket og svejset sammen med en svejsemaskine. For at tilføre objekterne en hvis brede er rammerne gentaget x-antal gange i vertikal retning. Rammerne bliver dernæst svejset sammen med pinde der står vinkelret på rammerne.

”Ved at bruge materialet som jeg, så får man et meget elegant og let udtryk, da der er meget luft i og omkring objektet.”

Gennem denne materialebehandling opnår objekterne et enkelt og afgrænset formsprog med det mål at skabe en sammenhæng mellem objekterne og en samlet harmoni i rummet. Tanken er, at objekternes hårde udtryk giver et modspil og en stærk kontrast til den gule farve og det bløde ryatæppe. Alle stålmøblerne bliver galvaniseret, så de fremstår blanke.

I arbejdet med stålstængerne har Brian eksperimenteret med både maskiner og materialets egenskaber, hvilket har resulteret i udviklingen af tre runde podier, der ellers ikke var planlagt fra starten. Podierne er opstået ved at skære de firkantede rammer i to og derefter rotere dem om en lodret akse, så de således danner en cirkel.

Tanken er, at gæsterne kan bevæge sig frit rundt mellem frisørsalonen og et tilhørende klinisk hvidt laboratorium, hvor de kan interagere med frisøren, udført af performeren Diêm Camille, som indgår i det univers installationen inviterer gæsterne ind i.

 

Skrevet af Fanny Menaka Dons