Bodil Neergaards projekt har været fordelt over tre ophold på SVK, hvor hun har etableret et farvekartotek af blandingsfarver på uld og ud fra disse prøver indfarvet større mængder garn.
Det endelige produkt blev garn nok til mere end ét vægtæppe i norsk spelsau-uld og mængder af farvenuancer i gotlands-uld som supplement til de smukke garner, som hun bruger i unikke plaider. Selv siger hun: ”Der er garn til uendelig mange gode timer fremover ved væven. Hvilken frihed.”
Projektet var et teknisk “forskningsprojekt” ud i indfarvning af uldgarn med Lanasynfarvestoffer. Og hun udnyttede til fulde de faciliteter, som Statens Værksteder råder over i den henseende. Prøvefarvningsapparatet brugte hun især grundigt og meget systematisk til farvekartoteket i de første to ophold i 2010, og den såkaldte farveraket til større mængder garn, som er en naturlig opfølgning af prøvearbejdet, blev benyttet på opholdet i 2011.
Disse maskiner giver Bodil Neergaard gode muligheder for at opnå perfekte indfarvninger. Farveraketten er ifølge hende miljøvenlig, arbejds- og tidsbesparende og uden antydning af filtret garn, som i gryden, og uden skjolder eller pletter. Bodil farvede ned til et kilo af gangen med fint resultat.
Som udgangspunkt for farveopskrifterne brugte hun et Excel-dokument, som tekstilingeniør Joy Boutrup nu har gjort tilgængeligt for alle, ligesom Bodil også gerne stiller sig til rådighed med de erfaringer, hun nu har gjort med indfarvning af uldgarn.