Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Johanne Dybdal Sigvardsen fusionerer pastel,  akvarel, tegning, fotos og skulptur i en slags vævet montage. Værket skal udstilles i Asnæs, som  tidligere var beliggende ved Lammefjordens inderste vig, hvor land og vand mødes.

I sin kunst­neriske praksis arbejder Johanne gennemgående med mødet. Mødet mellem forskellige materialiteter og narrativer i et enkelt objekt. Som land og vand for eksempel mødes i den tang, der ligger og glider frem og tilbage på kysten i Lammefjordens inderste vig.

Johanne forklarer om sin praksis:

Det, der optager mig i samtlige møder, er membranen. Membranen er en tynd, typisk flad, struktur, som deler to miljøer og er en slags mellemfase eller grænseflade. Jeg insisterer på at arbejde med og i denne mellemfase, som kunstnerisk bliver et udtryk mellem abstraktion og figuration.

Johanne sammenligner membranen med forskellige tekstilteknikker, som hun har ladet sig inspirere af og omsat til grafik. Helt konkret består værket af forskellige repræsentationer af samme motiv; tang, som er vævet sammen på en stor rammevæv, der er konstrueret specielt til værket.

Konstruer, dekonstruer, rekonstruer
Johanne har arbejdet med to forskellige udtryk: En abstrakt pasteltegning og et printet fotografi, der skæres i lange tynde strimler og væves sammen på en rammevæv, hun har bygget i træværkstedet på SVK.

Forud for tilblivelsen af de to billeder ligger der dog en flertrinnet arbejdsgang, hvori Johanne skiftevis konstruerer og dekonstruerer samme motiv. Fotografiet er for eksempel blevet til, ved at Johanne først har lavet en tuschtegning og en akvarel, der forestiller det samme stykke tang. De to billeder har hun sat sammen i Photoshop til ét motiv. Dernæst har hun printet ti eksemplarer, som hun sirligt har skåret ud med en skalpel og skabt en lille model. Denne model har hun fået en fotograf til at forevige.

Sideløbende har Johanne arbejdet på pasteltegningen, der forestiller den samme lille model af det udklippede print, men i en mere abstrakt form.

De to billeder; fotografiet og pastellen, har Johanne først lagt ind i Photoshop og besluttet sig for en komposition. Herefter har hun optegnet skæringslinjer på bagsiden af hvert af de store billeder og nummereret hver enkelt strimmel inden skærearbejdet kan gå i gang.

Det hele handler om at jeg først konstruerer noget, som jeg dekonstruerer for at rekonstruere i et nyt billede. Jeg konstruerer til et punkt, hvor jeg synes, det er virkelig smukt og hvor det gør ondt at skære det op, siger Johanne.

Vævet fortællinger
De mange billedstrimler er blevet samlet i en klassisk lærredsbinding på rammevæven, hvor islættet er tegningen/printet og trenden er en fiske-fletline. På grund af den nærmest usynlige trend synes udtrykket som en billedvævning. De to fusionerede billeder måler hver for sig 1 x 2 meter og danner tilsammen et 2 x 2 meter stort vævet billede.

I vævningen opstår et spil mellem det blanke fotopapir og den matte pastel. I noget lys ses kun papirets materialitet: mødet mellem det blanke og det matte, der danner en reference til det våde vand og det tørre land. Således formidles tangens narrativ gennem papirets iboende kvaliteter.