Billedkunstner Anders Werdelin arbejder på et værktøj til fremstilling af en land art-skulptur til Skovsnogen i Herning Kommune.
Værket kalder han HOLLOW 1. Det stedspecifikke værk skabes af en stabel egetræstømmer, med en halvkugleformet udhulning. Hulningen er lille nok til, at den opleves som passet til kroppens skala, men større end at man kan nå tværsover den.
Anders ønsker med HOLLOW 1 at illustrere en mental situation, en oplevelse af at være isoleret. Når man opholder sig i det udhulede rum, vil man opleve, ”at verden er fjern og først begynder derude et eller andet sted, hvor man kan tåle, at den starter. Udhulningen er som et sort hul, der har suget materialet omkring til sig og ædt af virkeligheden”.
I Metalværkstedet på SVK udvikler han værktøjet. Det er en holder til en fræser, der er fastspændt på en justerbar skinne. Holderen monteres som en passerarm på en stang, så han kan fræse den kugleformede hulning ud i det massive egetræstømmer. Selve værket udfører han med værktøjet på stedet i Skovsnogen.
Skulpturen går i dialog med og forholder sig til naturen omkring, men med sin tydeligt unaturlige form differentierer den sig fra skoven omkring. Værktøjet dominerer naturen, men med tiden vil naturen dominere og forandre værket. Træet vil blive slidt, rådne og spist af dyr. For at forlænge værkets levetid udføres værket i egetræ, der indeholder toksiner, der holder biller og svampe i ave.
Isolation er et gennemgående og personligt tema i Anders Werdelins’ værker. Han arbejder med værker, der med forskellige tilgange viser afstandene imellem afsender, sprog og modtager, og imellem individ og verden.
Video af Anders, der fortæller om udviklingen af værktøjet, med hvilket han skal udføre værket.