Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Billedkunstner, Peter Frimand, har en soloudstilling på Kunsthal Nord til marts 2017. I Formeriet er han ved at færdiggøre nogle af de største elementer til formålet. Rummene på Kunsthal Nord bærer præg af noget råt og industrielt, hvilket man også kan sige om Formeriet på SVK, så forholdene er her optimale.

Udgangspunktet for arbejdet med udstillingen er to sideløbende spor, der begge har at gøre med historie, tid og erindring. Det ene spor har et biografisk, personligt udgangspunkt, mens det andet er mere formelt med fokus på rummet og kunsthallen som sted.

“Gennem de sidste år har forholdet mellem synlighed og usynlighed interesseret mig. Med afsæt i en teologisk og kunsthistorisk optik har jeg lavet værker, der fremstiller noget uafbilledligt, forestillet og imaginært, men dog tilstedeværende og virkeligt. Det har jeg arbejdet med i skulpturer og installationer, der stiller spørgsmål til den samtidige tilstedeværelse af synlighed og usynlighed, mellem billedforbud og repræsentation”.

Senest er denne optagethed af det synlige/usynlige drejet over i et mere biografisk spor med temaer som tid, erindring og efterbilleder. Et gentagende element er afstøbte hænder, der sidder fast på udvalgte objekter som et billede på, at der holdes fast i tid og sted. Det er afstøbninger af Peters egne hænder samt Peters fars og ældste søns.

”Vi har meget ens hænder i min familie. Jeg synes, det giver en vis forankring af noget tidsligt, med en afstøbning af den samme hånd i tre forskellige tidsaldre” forklarer Peter.

To spor

Det ene spor i Peter Frimands kommende udstilling har det biografiske, personlige udgangspunkt, mens det andet er mere formelt med fokus på rummet og kunsthallen som sted. Det biografiske spor tager afsæt i begrebet Sehnsucht, der karakteriserer en længsel eller en sult efter noget uhåndgribeligt, en længsel uden objekt. Ordet bruges ofte i forbindelse med hjemstavnen både i direkte og i overført betydning.

Det andet spor refererer direkte til rummets historie og potentiale. Her har vi at gøre med erindring og efterbilleder på en mere subtil måde end i det biografiske afsnit. Grundidéen er at udforme en psykologisk afstøbning af rummet som et dobbelttydigt mindesmærke.

Peter holder et råt udtryk, der mimer kunsthallens upolerede stil, ved hjælp af elementer/skulpturer i gips og granit. Elementerne vil have påmonteret nogle skærme, der viser hurtige klip registreret af kameraer placeret forskellige steder i rummet. Således vil vi glimtvis se objekterne fra forskellige vinkler og måske også klip fra andre steder i og udenfor bygningen. På denne måde skabes en form for dokumentation med tiden som narrativ faktor uden en lineær fortælling, men som en visualisering af tiden, rummet og historien.

Tid, erindring og efterbilleder

På Statens Værksteder arbejder Peter videre med videoværket, dialogue with a father, som består af to rækker af fire vertikalt sammensatte skærme, der viser optagelser af et lysstofrør i forskelligt farvet lys, som tænder og skifter farve ved berøring af en hånd.

Rækken af billeder er sammensat efter lysets farve, så det i skiftet fra det ene billede til det næste fremkalder et komplementært efterbillede på beskuerens nethinde. F.eks. i skiftet fra grøn til hvid fornemmes et kort øjeblik et rødt efterbillede. Efterbilledet forstås samtidig som et erindringsbillede, der ligesom farvede efterbilleder er flygtige og udefinerbare. Som titlen antyder, er det et dialogværk mellem far og søn, der i et rytmisk forløb udvikles i et system af kombinationer.

Installationen, Forma Legittima, består af granitblokke i forskellig størrelse, der ligger spredt på gulvet eller i en ophobning placeret på paller eller transportkasser. Stenene er fundet i et granitbrud uden for Rønne, hvor Peters farfar arbejdede som sprængningsarbejder. Dele af blokkene er afformet i gips på samme vis som en klassisk skulptur i forberedelsen til en bronzestøbning. Gipsen laver et aftryk – et efterbillede af stenen som en form for blindt, negativt rum. I dette skabes der et processuelt billede af to former for materialiseret tid; stenen, der er millioner år gammel, og gipsens kulturhistoriske tradition som erindringsmateriale.