Balancen mellem kaos og kontrol er omdrejningspunktet for de to store glasurflader, keramiker Gitte Jungersen har skabt under sit seneste ophold på Statens Værksteder. Projektet er en fortsættelse af en serie værker med titlen All is Flux, som også er blevet til i SVK’s lerværksted. De to nye værker kan opleves på gruppeudstillingen Ceramic Momentum på CLAY fra 11. maj til 3. november.
For Gitte Jungersen er essensen af keramik de mineralske råstoffer, som udsmeltes og transformeres i brændingen. Materiale såvel som metode. I de sidste tre år har hun arbejdet med store flader, der udelukkende er fremstillede af forskellige keramiske glasurer. Serien er et eksperiment med at drive den keramiske glasur til det yderste for således at kunne zoome helt ind på essensen.
At have og overgive kontrol
Gitte Jungersen arbejder med systematiske tests og et bevidst indarbejdet stort kontroltab. Gennem sine mange tests tilegner hun sig viden om blandingsforhold og de rækkefølger, glasurerne hældes oveni hinanden. Herigennem opnår hun en vis kontrol over materialerne, hun arbejder med. Kontrollen mister hun dog så snart, de mineralske råstoffer kommer i ovnen, hvor de brændes ved ca. 1300 grader. Det er netop dette forhold mellem at opnå kontrol og overgive kontrol, der optager Gitte Jungersen:
”Det hele er egentlig centreret om udsmeltningen. Jeg er interesseret i indledningsvist at have kontrol og så derefter give plads til alt det, der sker af sig selv, og som jeg aldrig vil kunne forudsige. Det er netop uforudsigeligheden i værkerne, der er interessant. Det handler for mig om, at de skal opstå af sig selv.”
Gitte Jungersens arbejdsproces reflekterer mødet mellem menneske og natur; interaktionen mellem en kunstnerisk hånd og et materiales kemiske sammensætning:
”Når nedkølingen sætter ind, fanges materialernes bevægelse som stivnede efterbilleder fra udsmeltningsprocessen, og udtrykket balancerer mellem kaos og kontrol, som rå naturkraft og menneskeskabt kulturelt objekt. Jeg er interesseret i at udfolde keramikkens potentiale for at kommunikere kropsligt og sanseligt og ikke kun overvejende visuelt optisk.”
Mange lag af glasur
Gitte Jungersen har skabt sine store glasurflader ved at hælde mange lag glasur direkte ud på ovnbunden på et tykt lag chamotte. Chamotten er nødvendig for, at glasuren ikke brænder fast på ovnbunden. Således er de nederste glasurlag en mellemting mellem glasur og ler, og netop derfor er det teknisk muligt at opnå tykkelse og fornemmelse af ’krop’, selv om alt er smeltet og uden fast form.
Værkerne måler 155 x 90 cm. Hele seriens idé er afhængigt af et stort format, og det har derfor været afgørende for projektet, at ovnens bund kan køres ud, så det er muligt at arbejde direkte på den. Uden denne funktion ville værkerne ikke være mulige at lave.
De ovale glasursammensmeltninger er til sidst blevet monteret på metalplader for at give maksimal støtte, da glasuren – trods de mange lag – er tynd og skrøbelig i forhold til det store format.
Form og farve
I videreudviklingen af All is Flux-serien har Gitte Jungersen arbejdet med en mere organisk form på fladerne. Hvor hun tidligere har arbejdet med et geometrisk udgangspunkt og skabt glasurflader i rektangulære formater, er de to nyeste ellipseformede. Med objekternes hybride og svært kategoriserbare karakter kan de opfattes som materialeklatter, billeder, tredimensionelle objekter, yderliggående eksperimenter med materialer eller noget helt femte.
Farvesætningen i de nye værker udgøres af koboltblå; det mest berømte og mest brugte pigment i keramikkens historie. De forskellige nuancer af koboltblå er resultater af de forskellige glasurers kemiske sammensætning.
Skrevet af Cecilie Aaby