Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Felia Gram-Hanssens projekt “Fungal Networks” er udviklet i SVFKs metal- og tekstilværksted og skal udstilles på Overgaden til foråret 2021.

Okt. 2020

Mit projekt består af lange indfarvede stofbaner med malede grafiske notationer, der hænger ned fra loftet på figurative metalkonstruktioner. Installationen udgør forlægget for et performativt forløb bestående af lyd og bevægelse.

I samarbejde med musiker og komponist, Jaleh Negari, udstilles de skulpturelle partiturer på Overgaden, hvor der i udstillingsperioden vil være performances, plade-releases og talks.

Indfarvning

I tekstilværkstedet har jeg planteindfarvet 3 x 10 meter ubleget ostelærred med
tagrør, avokadosten og bregner. Planterne er separat bragt i kog i 40-60 liters
kogekar og derefter nedkølet over natten. For at få farverne til at binde på
stoffet, lagde jeg først planterne i blød i lunkent vand, eddike og alun-salt (20% af stoffets vægt). De tre indfarvninger fik forskellig simretid, alt fra ti minutter til et døgn og blev efterfølgende skyllet i lunkent vand.
På de lange stofbaner er grafiske notationer malet med tusch og akryl.

Arbejdet i metalværkstedet

I metalværkstedet har jeg udarbejdet skulpturelle konstruktioner til ophæng udført i
rør og massive metalstænger (12mm, 15mm og 18mm). Skulpturernes størrelse
varierer mellem 150 – 200cm i diameter. Jeg har benyttet mig af TIG-svejsning i
samlinger med smig og alm. svejsning til flade samlinger. Konstruktionerne er
grundet med en metal-primer og derefter spraymalet i træværkstedets udsugningsrum.