Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Rose Eken laver en Marshall-væg i ler med diverse mikrofonstativer, mikrofoner og andet rigning. Hun vil genskabe det legendariske band Motörhead’s set-up i mindste detalje.

Motörhead er et britisk heavy metal-band, som blev dannet i 1975 af bassist, sanger og sangskriver Lemmy Kilmister. Motörhead er kendt for at spille højt, meget højt, og det er en af grundene til, at Rose Eken har valgt at arbejde med netop deres forstærkere. Dertil har Lemmy Kilmister designet sin helt egen Signature Series i samarbejde med Marshall Amps, fx ’The 1992LEM’. Disse Marshall-forstærkere har bl.a. helt specifikke logoer og statements, der indgår som en del af bandets samlede visuelle look.

I 2012 er det Marshall Amps’ 50 års jubilæum, og værket ’Everything Louder Than Everything Else’ er en oplagt måde at fejre denne begivenhed på.

I takt med at projektet udvikler sig på Statens Værksteder for Kunst, opstår der små ‘scener’ fra backstagerum og festivaler med alt hvad dertil hører af øl, smøger og fast food. Det er første gang Rose Eken arbejder med så store lertøjsprojekter, som kræver en ekstraordinært stor ovn.

Selve arbejdet med lertøjet er en længere proces. Den store forstærker har til eksempel stået til tørring i mere end tre uger, før den kunne brændes.

”Det er lidt af en balancegang, for det må heller ikke tørre for hurtigt, så kan det revne eller falde sammen” fortæller Rose Eken.

På samme måde er det en vurderingssag, om ovnen skal afhjælpe tørringsprocessen ved lave temperaturer et par dage før den egentlige brænding, som tager ca. 5 dage. Brændingsprocessen er så lang, fordi ovnen når op på 1040 grader, og det tager ca. tre dage for den at køle ned, så man kan åbne lugen uden at få forbrændinger.