Billedkunstner Susanne Schmidt-Nielsen kalder sine skulpturelle objekter for ”opbevaringsrum” og ser dem som billeder på menneskekroppe. Ligesom kroppe består de af strukturer og materialer, som præges af forskellige relationer. I dette projekt har hun skabt en personlig relation til metallet.
I en måneds tid har Susanne arbejdet med metal; bukket, valset, svejset og slebet. Hun har løbende rådført sig med værkstedsleder Frank Jensen; ”Tror du, at det her vil holde?”
Hun kendte nemlig ikke metallet så godt, da hun startede sit ophold. Hun har været vant til at arbejde i materialer, som er lettere at forme; bl.a. tekstil, som hun har brugt i flere værker.
I anledning af sin kommende soloudstilling, ”Et skulderklap, der bliver siddende”, har Susanne valgt at skabe en række elementer og strukturer i metal. Metallets plasticitet tiltaler hende; det, at det kan bearbejdes, men beholder sin styrke. Metallet, som, samtidig med at det kan bukkes og valses, stadig forekommer hårdt og stærkt, står i modsætning til de tekstiler, som bl.a. skal vikles ind i en af strukturerne. Denne kontrast, som også eksisterer mellem et skrøbeligt kugleformet rispapirselement og en rå stålboks, bruger Susanne til at skabe en umiddelbar forståelse af menneskets eksistens.
Aftryk og efterladenskaber
Med soloudstillingen vil Susanne lægge op til en snak om de aftryk, livet sætter på os; ”hvordan ser erfaringer ud, når vi gemmer dem inden i os?”, spørger hun. Der abstraheres over kroppe, tilstedeværelse og levet liv.
Hun benytter sig i den forbindelse bl.a. af efterladenskaber. Den førnævnte stålboks er fx konstrueret af dele, hun har hevet op af skraldespanden i metalværkstedet. ”Alt bærer en historie, og det bidrager til det, jeg laver”, siger hun.
I værkstedet arbejder hun primært med stål og aluminium. Det massive stål er nemt at svejse i og det kan bukkes, uden at det bliver fladt og kantet. Derudover synes hun, at den mørke farve giver et neutralt udtryk. Valget af aluminium handler først og fremmest om, at det er nemt at bearbejde med håndkraft, samtidig med at det beholder sin form. På den måde kan hun sætte sit eget aftryk på materialet; ”Jeg kan godt lide det der med, at jeg kan have mine hænder i materialet og være med hele vejen.”
Et friskt pust til arbejdsprocessen
Arbejdet i metalværkstedet har på mange måder været nyt for Susanne. Hun eksperimenterer sig frem for bedre at forstå, hvad metallet kan.
Bearbejdningen af metallet er vanskeligere og kræver mere fysik, end hun er vant til. Efter at være blevet fortrolig med teknikken, er det dog alligevel ikke så anderledes, synes hun. Med respekt for de store maskiner i værkstedet sammenligner hun bearbejdningen af metallet med tekstilarbejde; ”Hvis jeg bruger værktøjet rigtigt, er det jo bare en forstørrelse af saks, nål og tråd.”
Tilegnelsen af nye værktøjer og nysgerrigheden på materialet har haft en produktiv virkning på hende. ”Når jeg er nysgerrig på materialet, ikke helt har forstået det, men alligevel nok til at kunne gøre et eller andet, kommer der noget rigtig godt ud af det”, siger hun. Metallet er på den måde blevet en drivkraft for nye idéer og eksperimenter. Samtidig har nysgerrigheden tildelt processen en umiddelbarhed, som, Susanne synes, er svær at opnå, hvis hun kender et materiale for godt.
Skrevet af Laura Reumert
