Med sin udstillingsmodel løfter Anne Romme samværet i det traditionelle gårdmiljø op i etagerne. Modellen skal indgå i biennalen Works + Words, hvor den med sine flytbare vægge og åbne fællesrum skal diskutere måder at tænke lejlighedsfordelinger i fremtidens boligblokke.
Mange lejlighedsbeboere er faktisk interesseret i grader af fællesskab, der sjældent lader sig gøre i byernes ældre byggeri. Det er en af indsigterne fra Anne Rommes ph.d. afhandling, som hun har viderearbejdet i sine boligbloksmodeller. Her udforsker hun, hvordan man kan trække fællesskabet fra det traditionelle baggårdsmiljø op i højden, så fællesområder bliver tilgængelige på alle etager.
”Med den her model giver jeg et bud på, hvordan man i gradueringer kan opbløde grænsen mellem det allermest private og det helt offentlige,” forklarer Anne. ”Jeg fandt ud af, at mennesker i løbet af dagen gerne vil åbne deres dagligdag og liv op i grader udad til. Nogle ting holder man privat, mens man andre gange har lyst til, at der flydende grænser.”
Demokratiske processer i højden
Den grundlæggende idé bag modellerne er, at grader af åbenhed vil styrke fællesskabet i boligblokken. Beboerne indser hurtigere, at man har noget fælles, selvom man er forskellige, forklarer Anne.
Fra de københavnske baggårde har man en tradition for at dele og forhandle løsninger i fællesskab: Hvor må man grille, hvordan arrangerer vi cykelparkeringen? De demokratiske processer kan man sagtens løfte op i højden, når trapper og brosystemer skaber nærhed mellem lejlighederne og åbner nye vertikale fællesområder.
På træværkstedet er hun ved at færdiggøre den endelige udstillingsmodel, der skal indgå i KADK’s biennale Works + Words for kunstnerisk research i arkitektur. Modellen skal komme med et stærkt og radikalt statement, der visualiserer idéen om fællesrumsgradueringer. Derfor arbejder Anne også med en klar forside og bagside, der markerer forskellen mellem lejlighedernes private og fælles rum. Forsiden er holdt i stringente lejlighedsinddelinger, mens bagsiden åbner for tableauer med fremskudte paneler og store fællesrum mellem lejlighederne.
”Ud mod baggården opstår det store flydende fællesrum, som hægter sig på hele bagsiden. Her ser man ikke så klart hver enkelt lille pixel og hver enkelt individ,” fortæller hun.
Fleksible strukturer åbner rum for naboen
De enkelte personer bliver til gengæld synlige gennem modellens farvekodning, der viser de forskellige lejlighedsformater – fra to til fem værelser. En del af Annes projekt er også at rykke ved den statiske rumfordeling, der stadig præger de fleste lejlighedsplaner i dag.
”Jeg ser på, hvordan man kan gøre strukturen fleksibel, så der kan bo flere forskellige typer familier i årenes løb,” forklarer hun.
For ofte tænker beboerne kun i lejlighedssammenlægninger. Men når familiens teenagere flytter hjemmefra, kan der igen være brug for mindre plads, mens naboen har modsatte behov. Derfor arbejder Anne med at installere flere ikke-bærende vægge, så man lettere kan skalere en lejlighed op eller ned. Når familiestrukturer og samlivsformer rykker sig, bør lejlighederne rykke med.
