Fotograf og dokumentarist Ditte Haarløv Johnsen voksede op i den mozambiqueske hovedstad Maputo, og gennem de sidste godt 20 år har hun fotograferet portrætter af en gruppe homoseksuelle venner og familie, byen og (døde) dyr. Gennem en årrække har hun udstillet omkring 50 af billederne under titlen Maputo Diary flere forskellige steder i Danmark og internationalt. Hun har haft ophold på Statens Værksteder for at scanne negativer, der tidligere er blevet valgt fra, men som nu skal indgå i et kommende bogprojekt.
Med fotografier taget gennem 20 år har Ditte Haarløv Johnsen fået samlet en betragtelig mængde fotografisk dokumentation fra Maputo. På SVK har hun digitaliseret de sidste dele af materialet for derefter at kunne printe det ud og finde frem til, hvilke fotografier hun skal bruge i sin bog.
Formidling af en fortælling
Fotografierne er ikke taget med henblik på et konkret slutprodukt, men hun har længe ønsket at samle flere af dem til et bogværk for at formidle en fortælling, en stemning, et blik – og ikke mindst for at give de mennesker, hun har fotograferet og som nu er døde, et eftermæle. Det synes hun, hun skylder dem.
Fortællingen har Ditte Haarløv Johnsen dog ikke helt på plads endnu. Den er der i kraft af hende og den, hun er, men skal stadig skærpes.
”Selve rammen om historien er mig og min barndom i 1980’ernes Mozambique. En tid, hvor flere hvide børn kom til Afrika med deres idealistiske forældre i hælene på frihedskamp og revolution. Det var nogle hårde odds dengang, særligt på grund af borgerkrigen, der hærgede landet, men samtidig ville jeg heller aldrig have været det foruden. Det har formet mig og mit blik på verden. Mit kunstneriske virke er et resultat af at have levet i så vild en tid. Men bogen skal ikke som sådan handle om min barndom – det skal blot være rammen. Denne her barndomsidealisme. Jeg er også interesseret i at se på, hvor verden er i dag. Hvor Mozambique, som er et land præget af magtbegær og håbløshed, men også håb, er i dag. Jeg tror, at billederne kan vise et Afrika syd for Sahara på en anden måde, end det ofte bliver portrætteret. Med et blik, hvor man ser det indefra, ser det inderligt, ser det med et kæmpe hjerte, ser det med smerte, men også ser det med håb.”
Old school teknik
I sine egne projekter skyder Ditte Haarløv Johnsen kun på film og med et mellemformat kamera. Hun skyder primært farvefilm, men også en del sort/hvid.
”Jeg kan så godt lide det taktile og langsommeligheden i at skyde på film. Og så kan jeg virkelig også godt lide roen i at vide, at der kun er 12 negativer på en film, og at jeg ikke skal kigge på resultatet, mens jeg står og fotograferer. Der skal jeg være til stede.”
Mens teknikken er den samme, som hun altid har brugt, har hendes blik til gengæld ændret sig. I høj grad. I begyndelsen handlede det meget om at turde møde mennesker, der havde helt andre liv end hendes eget. Hun har altid følt, at hun både hørte til og var udenfor. Fordi hun også var ret genert, blev kameraet et værktøj til at møde mennesker, der levede ekstreme liv og dermed også til at skubbe til egne grænser. Samtidig blev kameraet et carte blanche til netop at omfavne følelsen af både at høre til og at være betragter.
Færdiggørelse af fortællingen
I juni 2019 rejser Ditte Haarløv Johnsen til Maputo for at fotografere det sidste materiale til bogen. For at lukke historien. Foruden scanning af alle sine negativer, har hun derfor også brugt sit ophold til at forberede sig på turen og finde frem til, hvad det er, hun mangler at fotografere.
Hun skal blandt andet tage nogle billeder, der zoomer mere end på motivet, end de eksisterende billeder gør, hun skal fotografere tomme rum og interiør, og så skal hun fotografere døden. Den fremgår også i hendes nuværende materiale, men hun er interesseret i at konkretisere den endnu mere, fordi den er så præsent. Og så ønsker hun at fotografere den globale politiske råddenskab, som hun formulerer det.
Når hun er tilbage i Danmark igen, skal de sidste billeder digitaliseres, og så skal hun lave en dummy.
Skrevet af Cecilie Aaby
