I væveværkstedet har væveren, Anne Mette Larsen, forberedt ”Auf der anderen Seite” (the end) – den 3. og sidste del af et langvarigt projekt med Østeuropa som omdrejningspunkt.
Dec. 2014
”Auf der anderen Seite” er arbejdstitlen på projektet, der går ud på, i 3 etaper, at nå Moskva på cykel. Efterfølgende omsættes indtrykkene til tekstile udtryk. Anne Mette Larsen har tidligere vævet frisen “Datja” på SVK. Datja betyder kolonihave på russisk.
”Min visuelle drivkraft i forhold til mønsterdannelse og komposition har næsten altid sit udspring i bygninger”
I denne omgang har Anne Mette indfarvet papirgarn til en ny frise med navnet ”Korpus”. Korpus er det russiske ord for boligblok, og frisen skal indgå i en udstilling, som er afslutningen på hele Østeuropaprojektet. Et boligområde i udkanten af Skt. Petersborg danner grundlag for farveholdning og komposition. De indfarvede kæder skal senere væves på den computerstyrede ARM-væv i væveværkstedet. Frisen bliver ca. 1×10 meter og i 8 dele.
De to friser, Datja og Korpus, er kun en del af det afsluttende projekt, som forventes færdigt i slutningen af 2016.
Flere værker fra ”Auf der anderen Seite” #1 og #2 er også udført på SVK og har været udstillet på bl.a. KunstCentret Silkeborg bad, Designmuseum Danmark og Gallery Tsekh i Kiev.
Værket ”More asphalt for Ukraine – the movie” modtog Biennaleprisen for Kunsthåndværk og Design i 2011.