Hvordan sikrer man en arkitektur, som er levedygtig, demokratisk og grundlagt på historisk og godt håndværk? Danske Emil Roman Frøge og taiwanske Jesse Yang fra tegnestuen Archival Studies har på SVK lagt et både sympatisk og teknisk højt niveau for dagen med deres projekt A Foundation for Open-Source Architecture.
Emil Roman Frøge, Jesse Yang og amerikanske Benas Burdulis er partnere i tegnestuen Archival Studies. Deres ambition om kun at tegne, hvad de selv kan bygge og at basere deres forskning på historiske byggetraditioner, er et forsøg på at demokratisere og humanisere det byggede miljø.
En række af de digitale løsninger, der i dag fremstilles i arkitektursammenhænge, er ifølge de tre arkitekter i al for høj grad rettet mod såkaldt ’high-end arkitektur’ til velstillede, vestlige lande og ofte udviklet med et ’aldrig set før’-perspektiv for øje.
Archival Studies foreslår i stedet at formidle og dele solide og klassiske byggesystemer, først og fremmest til mennesker med lav levestandard i fattige, katastrofe- eller krigsramte samfund. At undersøge det socioøkonomiske potentiale i digitalt fremstillet arkitektur og skabe en åben platform for digitale løsninger af høj arkitektonisk kvalitet, som alle kan tilgå.
”Vi ser et stort potentiale i forholdet mellem ’open-source’-vidensdeling og digital fabrikation, og vores ambition er at udvikle god kvalitet og innovative løsninger, som kan nå mennesker i områder af verden, hvor store virksomheder ikke ser profitable markeder, for eksempel socialt boligbyggeri i udviklingslande,” fortæller de.
Èt klik
Knudepunktet for Archival Studies’ arbejde er CNC-fræseren. En computerstyret fræser, som kan udføre programmerede og præcise udskæringer i træ, sten, plastik samt metal, og som efterhånden er tilgængelig prismæssigt i det meste af verden.
Archival Studies’ byggesystemer tegnes i 3D-programmet Rhino og kodes gennem plugin’et RhinoCam, som leverer en G-code. Når designet og koderne ligger klar, kan elementerne bogstavelig talt fremstilles ved blot ét klik. Og på den måde håber Archival Studies at kunne sikre arkitektonisk kvalitet og holdbarhed i de dele af verden, hvor håndværkskompetencer, dyre materialer og byggeudstyr er svært tilgængelig.
Legoklodser til al slags vejr
Det specifikke projekt, som Jesse Yang og Emil Frøge har udviklet på Statens Værksteder, er en mindre møbelserie, baseret på det klassiske, japanske hus’ gulvkonstruktion (tatami). Et modulbaseret byggesystem, som hverken behøver lim, skruer eller kiler for at kunne samles.
Erfaringen med møbelserien, som har fået titlen Furniture Studies No. 1, skal ruste de to arkitekter til senere at kunne udføre samme processer i større skala. Ambitionen er på sigt at designe og programmere systemer for en hel bygning, som kan udføres i al slags terræn, under alle slags vejrforhold og med de lokalt tilgængelige materialer.
”Det, vi gerne vil undersøge og understøtte, er digitale løsninger for de mere klassiske byggeteknikker, som igennem tusindvis af år er blevet raffineret og udviklet præcist til lokale vejrforhold, materialer og håndværkskompetencer. Lige nu fokuserer vi ikke på den endelige arkitektoniske form, men på at udvikle 12 samlinger, der til sammen kan bruges til at bygge en lang række forskellige arkitektoniske volumener,” forklarer Emil Frøge.
De programmerer SVK’s CNC-maskine til at udføre 12 nøjagtige udfræsninger i krydsfinér. Udskæringer med tolerancer, som skaber den helt perfekte friktion, så elementerne kan samles til borde, stole og reoler uden brug af værktøj. Kun ved hjælp af hænderne. Næsten som lego.
Møblerne har ensartede dimensioner for at forenkle processerne, gøre samlingsprincippet simpelt og sørge for, at de kan fladpakkes (flat-pack). Det mindsker brugen af emballage og transportomkostninger.
Krydsfinér og laminering
De har valgt krydsfinér både på grund af materialets ensartede standard verden over, men også fordi den laminering, de foretager efter udskæringerne, giver mulighed for at lave samlinger, uden man behøver at tage højde for åre-retninger.
I serien i serien Furniture Studies No. 1 går dele og samlinger igen fra møbel til møbel, fordi de alle er designet med samme profil: Tre lag af 12mm-krydsfinér lamineres og giver en profil på 36x36mm. En plade på 12mm-krydsfinér rummer dele til tre stole.
Lamineringsarbejdet tillader, at man kan lave sofistikerede samlinger blot ved at bruge en tre-akset CNC-fræser uden at skulle lave et ‘dobbelt-sided-cut’. Det betyder også, at plader, der har slået sig under udskæringen, kan rettes op og gøres ensartede i lamineringen, og at enkelte dele nemt kan skiftes ud med nye eller sættes sammen med andre møbler.
Skrevet af Stine Nørgaard Lykkebo