Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

I Grafisk værksted har væver, Anne Mette Larsen, foretaget en ode til væven. Hun har dermed sat væven som materiale, teknik og værktøj i centrum for projektet.

Aug. 2019

Ode til væven handler hverken om væveren eller værket. Projektet omhandler de sejlivede, besværlige kæmper, der slider os ned, så vi én efter én må overgive os til fremskridtet og tilbringe vores sidste tid på lofter og i kældre, samtidig med at Danmark savler over det gode håndværk på TV i den bedste sendetid.

Tre væve

Projektet er en systematisk registrering af tre væve: En Lervad (mange ejere, primært sønderjyder), En Glimåkra (indvandret fra Sverige i starten 70’erne, har haft sine bedste år på Krabbesholm Højskole) samt én af ukendt oprindelse (X har tilbragt de sidste 14 år i en lade nær Egtved).

Vævene er blevet registreret og oversat i træsnit 1:10, lige såvel som jeg kender til deres historie. Målet er at lave en systematisk registrering af de tre væve.

Glimåkra, Lervad og X er udskåret i lindepladefiner i 1:10 og trykt på højtrykspressen i Grafikværkstedet.

Udstillingen

Til udstillingen på Udstillingssted for tekstil har jeg inviteret 29 danske vævere. Der er en blanding af mine læremestre, forbilleder og kolleger. En enkelt af dem er ikke væver, men jeg ved, hun gør det i smug. De bidrager med væveprøver, både de vel – og mislykkede.