Tekstildesigner Anna Bruun Kristiansen undersøger i væveværkstedet, hvilke rumlige former, der ligger gemt i væven.
August 2023
Væven, som oftest bliver brugt til at producere flade, firkantede tekstiler, sætter rammerne og udgangspunktet for formsproget. Min intention med dette projekt har været at undersøge, hvordan jeg kan skabe færdigkonstruerede former på væven, som samtidig bryder med det firkantede format.
Tekstilerne er vævet i flerlagskonstruktioner, med flotterende (løse) tråde imellem lagene. Når de væves, er de flade, men efterfølgende kan jeg trække i de flotterende tråde og skabe formen på tekstilet. Alt efter hvor meget og hvorledes jeg trækker i trådene, kan formerne varieres og transformeres, ligesom de kan trækkes tilbage til det flade udgangspunkt igen.
Jeg arbejder med komplekse, tekniske konstruktioner og søger samtidig at skabe objekter, der fremstår umiddelbare – som former, der hele tiden har været i væven og nu fremkaldes.
Projektet er en slags forskning i vævens muligheder – en afsøgning af nye typer vævede tekstiler. Samtidig er det en undersøgelse af en ny måde at skabe rum på. Jeg tænker både på tekstilerne som skulpturelle færdige værker, men også som modeller eller forslag til store rum i menneskeskala, som man kan opholde sig i. Et rum, der er bygget op tråd for tråd, som er blødt, transformerbart og imødekommende.
Processen
Jeg arbejder på den digitale væv, da den muliggør de komplekse bindinger (mønstre), som mine flerlagsbindinger er. På den digitale væv skal man ikke bekymre sig om gentagelser og størrelser på bindinger, og man skal ikke ned og binde et nyt mønster op under væven eller sølle trådene om for at skabe nye stribeintervaller. Med andre ord er man meget fri. Det er et godt redskab at udvikle nye konstruktioner med, og som jeg senere vil kunne gentage (måske i en forsimplet version) på min egen skaftevæv.
Jeg benytter forskellige materialer i processen. Vævens opsætning sætter en begrænsning for, hvor tæt, jeg kan sætte trådene op, og jo flere lag jeg væver, des mere åbent bliver tekstilet. I opsætningen må jeg tage højde for, hvor mange lag jeg vil væve og for mit materialevalg. Jeg begyndte med kraftigt hørgarn, men her blev formerne for bløde og tunge og ville med tiden kollapse. Jeg fandt derefter frem til at fladt, japansk papirgarn med en blank overflade. Med det kunne jeg væve lette, men formstabile former.
I processen føder den ene prøve den anden. Jeg skifter hele tiden imellem at skitsere med tegning, tegne bindinger i Photoshop, udvælge farver og materialer og selvfølgelig at væve. Det har krævet mange forsøg at nå frem til formerne. Først, når jeg klippede de vævede prøver af væven, skilte dem fra hinanden og trak i trådene, vidste jeg om det virkede som tiltænkt. Mange gange har én forkert pixel i min fil gjort, at lagene ikke åbnede sig på den rette måde.
Fotos: Peter Vinther
