Anja Cecilie Petersen har arbejdet i sy- og træværkstedet på værker til udstillingen Frankenbites i Eks-rummet. Titlen Frankenbites er lånt fra en klippeteknik, velkendt i reality-tv, hvor ord fra forskellige dialoger klippes sammen til nye sætninger. Derved opstår muligheden for at ændre fortællingen om det, der har fundet sted.
Sept. 2024
Udstillingen kredser om iscenesættelsen af romantik og portrætteringen af den eftertragtede karakter i dating reality-tv. De skulpturelle elementer i udstillingen består af keramik, hestehår, træudskæringer og velour, og er sammensat ud fra tanken om at udvide frankenbiting til en form for tredimensionel collage teknik.
I træværkstedet har jeg bygget en bænk. Benene til bænken er først drejet i egetræ på drejebænken. Herefter arbejdede jeg videre med den drejede form ved at lave snoede udskæringer, inspireret af enhjørningehorn.
De færdige ben blev herefter “røget”. En proces hvor egetræet lægges i en plasticpose sammen med et glas tredobbelt salmiakspiritus, og efter et døgn opnår træet en mørkere farve. Bænkens sæde er lavet af krydsfiner, og på undersiden har jeg CNC-fræset en tekst. Efterfølgende er siddepladen bejdset.
I syværkstedet har jeg polstret bænken og syet gardiner til udstillingen.