Andre projekter
Bundle Studio har arbejdet med Neoligno, som er en ny biobaseret finerlim udviklet af den svenske producent Stora Enso. Limen er baseret på lignin, et restprodukt fra træindustrien, og udgør et muligt bæredygtigt alternativ til de syntetiske bindemidler, der i dag dominerer møbelproduktionen.
Billie Maya Johansen har i metal- og træværkstedet arbejdet på en skulptur af rustfri ståltråd, spiraltelefonkabel og kunstig mos. Den spirallerende skulptur skal installeres i en glasvitrine mellem to mosbeklædte træplateauer i Holme Kunsthal til foråret 2024.
I serigrafiværkstedet har designer, Camilla Thuv, primært arbejdet med serigrafi på træ i større formater. Hun har skabt to værker, “Free flow” og “Shaped flow”, hvert bestående af tre dele, trykt på træ. Derudover værket, “Organic interaction 3”, i et begrænset oplag trykt på papir.