Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Bundle Studio har arbejdet med Neoligno, som er en ny biobaseret finerlim udviklet af den svenske producent Stora Enso. Limen er baseret på lignin, et restprodukt fra træindustrien, og udgør et muligt bæredygtigt alternativ til de syntetiske bindemidler, der i dag dominerer møbelproduktionen.

Dec. 2025

Da Neoligno endnu ikke er udbredt i møbelindustrien, har vi fået mulighed for at teste og udforske dens funktionelle og æstetiske potentiale i en designkontekst.

På baggrund af vores eksperimenter har vi udviklet en loungestol, der fremhæver limens særlige kvaliteter både teknisk og visuelt. Limen har en markant sort farve, som vi aktivt har integreret i designet som et æstetisk træk frem for en egenskab, der skal skjules. Stolen er konstrueret, så dens form og styrke direkte afhænger af limens ydeevne, og dermed bliver materialet synligt som en aktiv del af designudtrykket.

Vi har arbejdet med formpressede elementer og brugt opholdet til at udvikle og fremstille de nødvendige formværktøjer. Det meste af arbejdet er udført i træværkstedet, hvor vi har haft stor glæde af CNC-fræseren og den faglige sparring.

I metalværkstedet har vi benyttet den hydrauliske presse, som med et tryk på over 40 ton har gjort det muligt at forme og samle de pressede fineremner til vores prototype.

Vi håber, at vores arbejde kan være med til at synliggøre potentialet i biobaserede bindemidler som Neoligno, og at limens mørke farve kan blive anerkendt som en ny, karaktergivende egenskab i fremtidens møbeldesign.