Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Hvad nu hvis havet var beskyttet af mystiske og mytiske væsner, der troppede op når vi mennesker ikke havde passet godt nok på det? En slags rengøringspersonale, oprydningspatrulje, hav-pedeller eller måske Havets Vogtere?

Marts 2025

Igennem kostume og bevægelse skabes disse væsner, som skal blive til en danseforestilling for børn og deres voksne, der skal vises i sommeren 2026. Projektet er en undersøgelse af kostumets bevægelser. Kostumet skal skabe disse havvæsner og være afsæt for forestillingen og koreografien.

Konceptet og det visuelle univers er udviklet af Frida Barfod og Agnes Saaby Thomsen. Det har vi blandt andet gjort igennem fællesskabskollager, udveksling af tekstile prøver og med en dynamisk opslagstavle.

Projektet har haft en legende og eksperimenterende tilgang, hvor vi har forsøgt at holde processen åben og hele tiden lade de tekstile prøver og prototyper fører os frem. Syværkstedet har været vores hule, der, med sin kæmpe opslagstavle, har dannet rum for hele vores visuelle univers. Kollager, billeder, postkort, tegninger, skitser, tekstiler, prøver og prototyper har stille og roligt fyldt rummet op.

Ud overs vores interne samtale, både den verbale og den, vi har ført igennem vores tekstile eksperimenter, har vi løbende inviteret forestillingens koreograf My Grönholdt ind i det tekstile maskinrum. Det har ført til en dialog mellem kostumerne og kroppen i bevægelse, der har bidraget til udviklingen af kostumerne.