Skip to content Skip to footer

Huset danner rammen om performanceforestillingen “Undgåelsens Bevægelighed”, som spilles indtil 12. nov. på pladsen foran Den Sorte Diamant. CoreAct står bag forestillingen.

Midt i København, ved siden af Den Sorte Diamants blank-sorte facade, kan man netop nu se et lille hus af sort metal og belagt med felter af farvet pleksiglas. Det lille hus er skabt på Statens Værksteder af den amerikanske billedkunstner Tom Fruin. Henover sommeren og i det tidlige efterår har han og hans hjælpere svejset og udviklet ’kolonihavehuset’ i metalværkstedet og i Huggegården. Nu danner huset rammen om performanceforestillingerne ”Undgåelsens Bevægelighed”, som spiller indtil 12. november.

 

Nov 10

 

Det er Anika K Barkan, en dansk performancekunstner fra gruppen CoreAct, som har lokket Tom Fruin til Danmark for at skabe en ramme om deres samarbejde med lyriker Vagn Steen, lydkunstner Astrid Lomholt og lysdesigner Nuno Neto. CoreAct arbejdede med ideen til en performance om klimaforandringer og havde en stor mængde plexiglas-rester fra en lukket fabrik – det skulle blive til et projekt om konsekvenserne af at vælge og ikke vælge. Tom Fruin fortæller om den oplevelse, der venter publikum:

 

”Jeg tror ikke, man må gå ind i huset, hvis man ikke er med i performancen. Så jeg forestiller mig at det bliver et indbydende fællesskab, hvor man sammen med 15 personer bliver sat sammen og ført ind i en verden. Én ting er, at se huset udefra, men så snart du er indenfor, bliver verden farvet af huset. Jeg vil virkelig gerne undgå ordet ’magisk’, men det kunne godt gå hen og blive en oplevelse med forvandlingspotentiale”, siger Tom med et smil. ”Og inden for vil det forhåbentlig føles som et beskyttet miljø. Selvom det ser skrøbeligt ud, er det jo stål. Med lyset, lydene og fællesskabet skulle det gerne blive en rar stemning, som du kan dele med dine medpublikummer.”

 

tom-fruin-3

 

tom-fruin-5

 

Selvom Tom Fruin er skulptør i sit daglige virke, er han ikke ubekendt med at arbejde med denne slags projekter. Samarbejdet med Anika K Barkan startede for ti-femten år siden i New York, hvor han sammen med Anika og flere andre havde en gruppe, som arrangerede performances på samme måde: Tom skabte store skulpturer og imens udviklede Anika en performance eller danseprojekt med relation til Toms arbejde. Efter nu at have arbejdet hver for sig i mange år, er samarbejdet altså taget op igen.

 

Kolonihaver og fællesskab

Selvom Tom Fruin havde ideer til projektet inden ankomsten til København, har oplevelserne præget husets udformning. Den indledende ide var at arbejde 3-dimensionelt med en metode, som Tom tidligere har arbejdet med: nemlig at give indsamlet og fundet materiale en ny form. Hvor han tidligere har arbejdet med eksempelvis små poser fra narkohandel, skilte og med glasflasker, så er det givne materiale her plexiglas i farver og størrelser, som han ikke selv har bestilt:

 

”Alt pleksiglasset er fra en fabrik i nærheden, som lavede pleksiglas om til hylder og mapper, og den fabrik lukkede – og det gav alle disse rester. Det var et slags givet materiale. Vi har ikke købt en plade pleksi og skåret den ud. Vi havde størrelserne og farverne, og der var ikke mange valg, vi kunne foretage. Så på samme måde som i mine tidligere værker måtte jeg arrangere dem på en måde, som var æstetisk set tilfredsstillende for mig, og få det til at kommunikere det, jeg havde fundet. Jeg ville gerne løfte materialets værdi, sætte det på en piedestal eller lave en ophængning, i overført betydning. Jeg ville placere hvert pleksistykke, hver størrelse, og sætte dem sammen til et hele.”

 

fruin3811.img

 

fruin3812.img

 

Denne indlende ide blev understøttet af de omgivelser, der mødte den californisk fødte kunstner i Skandinavien:

”Siden jeg ankom og så arkitekturen, alle de her overdrevent toppede hustage, som er almindelige i Skandinavien, og træindramningen af vinduerne, som kan ses udefra, blev jeg skubbet endnu mere i den retning: huset forholdt sig til sine omgivelser på den måde. Og den endelige titel på huset er blevet ’Kolonihavehus’. Jeg ville gerne skabe en reference til den ånd af familie og fællesskab, som disse ydmyge huse er skabt i.  Jeg håber, det hus, vi skaber, er både intimt i skala men også har katedralens høje rejsning og farver. Jeg kom med nogle sanselige erfaringer fra New York, men forhåbentlig har stedet her også sat sit præg på projektet.”

Som huset nu står, midt i havnen, tæt på Diamantens moderne udtryk og med en baggrund af Københavns historiske facader er der langt til udstillingsstedernes hvide vægge og omhyggelige håndtering. Og det passer den 36-årige kunstner rigtigt udemærket:

”Lige nu står det i sådan en perfekt forbindelse med alt, fremtid, fortid og verden selv. Jeg har altid godt kunnet lide at få værkerne ud i verden. Istedet for bare at se på dem i mit værksted eller i en samlers hjem. Selvom det elsker jeg naturligvis også”, griner han. ”Der er en anden serie, jeg har leget med i øjeblikket, hvor jeg laver skulpturer ud af fundet metal og skilte, som jeg giver en slags bygningsform. Så bolter jeg dem fast til en mur eller lænker dem fast. Så jeg kan godt lide at få dem ud og interagere med folk. Folk reagerer på dem, sætter klistermærker på, eller de begynder at ruste, eller de bliver måske ramt af en bil. Jeg kan godt lide, at de har deres egen leg med verden.”

 

En konstant udveksling med verden

Fremtiden for det lille hus er endnu ikke afklaret. Gruppen bag projektet håber, at forestillingen kan komme på en turne i Europa, og faktisk er huset konstrueret, så det kan skilles ad og puttes i en varevogn.  I den sidste ende forestiller Tom sig også, at huset rejser til USA. Måske skal det stå på toppen af en bygning i New York og bagefter stilles op i en skov. Helt sikkert er det, at det ikke er et urørligt og funktionsløst objekt. Det skal bruges og flyttes, og oplevelsen inden i huset er meget vigtig for kunstneren at videregive.

fruin3813.img

 

fruin3814.img

 

Om sin kunstneriske praksis siger Tom Fruin selv, at han laver objekter, ikke skulpturer. Da han først flyttede til New York fra Los Angeles, begyndte han at indsamle små poser på gaden. Det var sporene efter gadens narkohandlere, som solgte små portioner coke, heroin eller lignende i hjemmedesignet emballage, alle med lokale præg. Poserne, som han systematisk indsamlede for at finde ud af, hvordan byen fungerede, blev til flag og tæpper. Tom fortæller, at ideen var at omdanne dem til objekter, som signalerer varme og beskyttelse, på samme måde som stofferne tilbyder netop disse ting til brugerne. Som en slags antropolog eller arkæolog så han på sporene efter forbrug for at forstå sine omgivelser og sine medmenneskers adfærd. Men hvad er så forskellen på en antropolog og en kunstner? Tom fortæller:

 

”Det jeg finder er mit, og det er mig, der præsenterer det for verden. Jeg leder ikke efter en gentagelig sandhed, det er for min egen skyld. Jeg tager på sådan en tingfinder-rejse og så viser jeg dem frem. Men jeg ønsker ikke nødvendigvis at have et overblik eller et regelsæt omkring det. Det er mere personligt, tror jeg. Jeg prøver at gøre tingene smukke. Jeg synes ikke nødvendigvis, det er dårlige ting. Det er bare en ærlighed; det er der, det er fakta. Og så kuraterer jeg også, når jeg samler. Jeg samler for eksempel ikke kaffelåg op, og det er udelukkende undersøgende. Jeg forsøger ikke at forstå afhængighed, kun et folk eller et sted. En adfærd.”

 

Og dette med at undersøge sporene af en adfærd vil også i fremtiden være et tema for Tom Fruin, som inden længe er på vej tilbage til New York. Arbejdet i Statens Værksteder har givet mod på at realisere nogle ideer om projekter i større skala:

 

”At give denneher ide form i værkstederne har virkelig givet mig mod på at realisere nogle ideer. At se en bygning som blot en trådramme og se metallet som en form af et sted, men uden stedet selv. Ligesom Reichstag-bygningen i Berlin, som blev bombet, men som nu består af skrøbeligt glass, som stadig bevarer den og refererer til dens fortid. Jeg har nogle ideer i baghovedet om skulpturer i bygningsstørrelse i New York, hvor jeg arbejder. Det ville kræve en tom plads, hvor jeg kunne lave arkitektur ud af selve hegnet. For eksempel bygge hegnet op i tyve meters højde, sætte vinduer i, lave detaljer, men uden en rigtig bygning, bare hegnet.”

tom-fruin-20108

Om kunsteren:

Tom Fruin er født i 1974 i Californien, men bor og arbejder i Brooklyn, New York. Han har udstillet flittigt både i USA og i Europa, for eksempel på Galerie Bertrand Gruner i Geneve, Galerie Heike Curtze i Berlin og Wien, samt Stefan Stux Gallery, New York.