Skip to content Skip to footer

“Jeg arbejder meget hands-on med tingene, og ofte tager jeg et element og gentager det, indtil det bliver til noget mere end summen af dets dele.”

Tekstilbaserede Catherine Aitken vandt Time to Design med projektet “FADE”

Af Kirstine Autzen
August 2012
 

time-to-design-2012photo-morten-nilsson-19381

Den 29. august overrakte kulturminister Uffe Elbæk talentprisen Time to Design – new talent award til den britiske designer Catherine Aitken. Hun får nu mulighed for at arbejde på SVFK med projektet “FADE” frem mod en udstilling i Normann Copenhagen.

I sit projekt vil Catherine udforske en gradvis forandring i intensitet igennem stigende og faldende niveauer af farve og lys eller ved at ændre tilstedeværelsen af et bestemt materiale eller mønster. Hun vil udvikle en kollektion af interiørprodukter, hængende belysningselementer eller skyggegivere, og dertil en rumdeler.

catherine-aitkenphoto-morten-nilsson1381

De første materialeprøver og ideer er testet, men Catherine insisterer i sin arbejdsmetode på at udvikle slutproduktet i direkte forlængelse af sit arbejde med materialet, fremfor at skitsere en ide ved et skrivebord. Om arbejdet de næste måneder sagde hun i sin præsentation:

”Igennem mine designs vil jeg søge at ændre de omgivende rums udseende, at skabe en blid forandring af stemningen igennem farve og materialetæthed. Disse produkter vil forhåbentlig skærme og være filtre for omgivelserne, ændre hvad man ser.”

“Jeg kan godt lide ideen om at et rum eller et enkelt møbel på en subtil måde kan give varierede oplevelser. Jeg vil gerne lade brugeren opleve noget poetisk igennem de objekter, jeg laver.”

Debat: Hvad sker der med designprocessen, når produktionen globaliseres?
Inden selve prisoverrækkelsen modererede Jesper Pagh fra Arkitektens Forlag en skarpt skåret debat mellem Anders Byriel, direktør Kvadrat, Mads Quistgaard, designdirektør Kontrapunkt, og David Carlson, designentreprenør.

time-to-design-2012photo-morten-nilsson-4381

De tre debattører har i år været med som gæstemedlemmer af juryen, som har udvalgt Catherine blandt ansøgere fra 57 lande.

Allerede fra de indledende præsentationsrunder af debatten stod det klart, at tid til fordybelse ville blive et vigtigt tema i debatten. Som eksempel sagde direktør for Kvadrat Anders Byriel:

“For vinderen er det en fantastisk mulighed for at fordybe sig og koncentrere sig. Idag taler alle om fart, fart, fart, men man må indse og tro på, at man ikke vil blive overset. Du er nødt til at sætte farten ned og give dig tid til at gøre det rette […] Du skal være tålmodig for at få succes.”

time-to-design-2012photo-morten-nilsson-10381

Arbejdsro frem mod udstilling
De næste måneder har Catherine Aitken således tekstilværkstedet som base for udviklingen af de produkter, som skal udstilles i Normann Copenhagen Flagship Store. Udstillingen vil åbne den 22. november og løbe i to uger.

Unik platform for spirende talenter
Time to design – new talent award blev indstiftet i 2008. Det er et nyt og utraditionelt samarbejde mellem Statens Værksteder for Kunst, Normann Copenhagen, Arkitektens Forlag, OeO og Træets Arbejdsgivere. Formålet har været at skabe en unik platform for unge designtalenter igennem et samarbejde mellem det offentlige og det private – en platform der kan bidrage til den enkeltes videre professionelle karriere.

De tidligere vindere af prisen
> Anne Romme
> Lanzavecchia + Wai
> Siren Elise Wilhelmsen
> Milia Seyppel

Yderligere information
Læs mere på www.timetodesign.dk eller kontakt:
Frederik Hardvendel, direktør eller Kirstine Autzen, kommunikationsmedarbejder, Statens Værksteder for Kunst. Telefon 32 96 05 10 el. 20 62 15 45, timetodesign@svfk.dk

Samarbejdspartnere

Sponsorer