I atelieret på plan 3 har Tilde Bay Kristoffersen konstrueret den første af sine kvindelige giganter til projektet Hyperion. Over en bredskuldret stålkonstruktion monterer hun en strittende vævning af hvidlerspigge og blanke glasperler, der skal give den gravide gigant en skovbundsflade.
Med Jagtmark har Ane Henriksen fortolket et markbillede af Jens Søndergaard, hvor hun gennem islættene med brugt jagttøj understreger naturens jordtoner – mens indslag af feminint undertøj fremhæver markskødets erotiske undertoner. Billedtæppet er til en udstilling på Heltborg Museum.
Det er et nervepirrende øjeblik, når man efter flere måneder ved væven endelig kan tage sit stof af maskinen og se det i sin helhed. Det fortæller Stine Skytte, der har været på væveværkstedet i fire måneder for at eksperimentere og lave tekstilprøver, som nu skal blive til sengetæpper.
På tekstilværkstedet undersøger Emilie Carlsen overflader i sine tekstile værker, hvor det digitale print smelter sammen med analoge teknikker som hvidætse og den japanske bindeteknik shibori. Med lagene i Folds of Matter undersøger hun intuitivt, hvordan farverne med de forskellige teknikker lægger sig på stoffet.
I atelier plan 3 har smykkekunstner Camilla Prasch udstyret alle vægge fra gulv til loft med diverse, primært tekstilbaserede, elementer, der skal ende på en soloudstilling i Hamborg til efteråret ’17. Til formålet har hun broderet, bemalet og på forskellige måder behandlet intet mindre end 214 blomster ved håndkraft i farverne rød, sort, hvid og sølv.
På SVFK har Isabel Berglund strikket en tidsmaskine til Mindcraft, hvis turskisgrønne tråde former en forunderlig konstruktion af lange trådtotter og avancerede tandhjul. I sit ophold har hun også sammensat konceptet for det sociale kunstprojekt Home Mask Relation, hvor hun i store grids sætter blodrøde boligfelter i forbindelse med hinanden.
I atelier plan 3 arbejder billedkunstner Anne Bjørn med undersøgelse og udvikling af de transparente udtryk, som hun har arbejdet med de senere år. Hendes nye værker skal i 2018 udstilles på Dansk Gobelinkunsts jubilæumsudstilling i Rundetaarn og i Katuaq, Grønlands Kulturhus i Nuuk.
I keramikværkstedet har pottemager og designer Michael Geertsen udfordret sin keramiske praksis med nye glasurtyper, skrøbeligt porcelæn og større skala. De nye værker skal udstilles på Jason Jaques Gallery i New York i 2017.