I det store atelier på øverste etage arbejder Karin Birgitte Lund på en serie værker, som skal forskønne 5. sal i Radiohuset på Frederiksberg. Ud fra nære detaljer, hun har fundet i danske kirkeudsmykninger, danner hun nye kompositioner og abstrakte mønstre på papiret.
Hos SVK har FLAC forberedt deres rejse op gennem Norden, hvor de med markeringspæle, suppemøder og leraftryk vil diskutere stedsligheden på ruten. Et projekt, der både arbejder med problematikker om site-nonsite og hylder den feministiske frontløber Mary Wollstonecraft.
Med sine kultegninger behandler Peter Voss-Knude krigserfaringer hos en håndfuld soldater fra Gardehusarkasernen i Slagelse. Kullets irreversible natur gør, at han hele tiden må forholde sig til kullets markante aftryk og de valg, han tager undervejs. En nådesløshed, der passer godt med krigsmotiverne.
Med en intuitiv tilgang undersøger Nicolai Howalt naturvidenskabelige fænomener som solens stråler, grundstofferne og naturens ældste rodnetsystemer gennem kameraets linse. I Store Fotoværksted har han eksperimenteret med fremkaldelse på metalplader og papirflader.
Med udstillingen KIN arbejder Birk Thomassen med en fotografisk fiktion, der åbne for en bredere forståelse af tiltrækning og seksualitet. I udvælgelsen af fotografier forsøger Birk trinvis at skære fiktionen til, så der opstår sammenhænge og spejlinger mellem fotografierne.
På metalværkstedet har Emil Salto arbejdet med et skulpturelt forløb af cirkelfigurer, der er brudt op til et system af hjørnemoduler. Den geometriske undersøgelse skal åbne forståelsen af de udfoldninger af hyberkuben, Emil arbejder med i sin nye serie af fotogrammer.
I Turboladen har Kristian Sverdrup arbejdet i stor skala til en soloudstilling hos Kunsthal Nord. Som forsøgsperson i forskningsprojekter omkring cerebral parese har han omsat forskernes videnskabelige data til en undersøgelse af kroppens skjulte udsagn.
Med Kystikoner er Jens Brink vendt tilbage til negativer, han skød for 15 år siden under en tur langs Atlantvolden ved Vesterhavet. Gennem spejlinger og digital billedbehandling har han fundet frem til kompositioner, der undersøger og spejler forsvarsværkets idé i dag.
Med en silikonedug som åben støbeform har Gamborg/ Magnussen sprøjtestøbt en kæmpe betonskulptur over en konstruktion af loddet jutegarn. Figuren er en foreløbig testversion for værket The Tablecloth til Skovsnogen, duoen bygger senere på året. I Turboladen har de afprøvet betonblandinger og snorophængning, så konstruktionen bliver konstruktivt optimal.
I en motivverden af spejlinger tager SILVER – Encounters with Bâ fat på fake åndebilleder, oldegyptiske sjælefigurer og overgangene i den fotografiske spejlverden. Til udstillingen har Stine Ljungdalh i Lille Fotoværksted arbejdet med sølvet, saltet og spejlet som de overflader, der åbner op for spejlinger.
Med et kompliceret farvesystem planlægger Randi Jørgensen og Katrine Malinovsky et brunligt farvespil for de grankogleskæl, der skal beklæde deres pop-inspirerede have-folly. Koglen skal installeres i Kunstpark Ordrupgaard, hvor de besøgende kan gå på besøg i den kæmpe konstruktions indre.