Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Kunstnerduoen Bank & Rau har sammen med tre andre duoer, Hesselholdt & Mejlvang, Randi & Katrine og J&K, arbejdet på en udstilling til SMK under titlen Parterapi. Værkerne Use Us og We Fit in er således skabt i de store atelierer i stueetagen i Gammel Dok Pakhus igennem et knap 5 måneder langt arbejdsophold.

August 2026

Alle fire kunstnergrupper har siden de tidlige 00’ere arbejdet sammen to-og-to – og gør det fortsat. Udstillingens værker skabes i fællesskab, og de handler om fællesskaber. Og de gør det på en måde, som indbyder til, at beskueren bliver del af samtalen. På den måde er fællesskabet både et vilkår for kunstnerne, et tema i deres værker og en del af den måde, værkerne virker på.

We Fit In

WE FIT IN tager udgangspunkt i udtjente arbejdsuniformer, patienttøj og andre tekstiler, som Bank & Rau forvandler til et massivt reb ved hjælp af en specialbygget rebslager-maskine. Maskinen fungerer både som skulptur, redskab og performativt objekt. Den transporteres rundt i landet og danner ramme om workshops, hvor deltagere fra forskellige professioner og fællesskaber inviteres til at indgå i det kollektive arbejde med at strimle, sno og samle tekstilerne til ét fælles reb. Processen bliver et fysisk billede på, hvordan menneskelige og faglige forbindelser væves sammen i samfundets væv. På SMK udstilles rebet som en skulpturel installation i museets foyer, hvor det danner et organisk kø-system.

Use Us

URO er en 16 meter høj mobile, der hænger i museets skulpturgade. Den består af et kædesystem, hvorfra der hænger genstande og kostumer i forskellige højder. Genstandene er lavet af uddaterede, brugte hverdagsting, som duoen har udsat for en slags baglæns håndværk, de har skilt dem ad og afsløret deres konstruktion for at samle dem igen på nye måder.

Ved udstillingsåbningen på SMK foldes værket ud som en cirkulær bevægelse. Performere sænker de svævende genstande ned, ifører sig dem og bevæger sig gennem skulpturgaden for til sidst at hænge dem tilbage igen. Værket undersøger den menneskelige krop i en digitaliseret og automatiseret verden – med morbid humor og bagvendt håndværk som modbillede til effektivitet og kontrol.

Begge værker binder håndværk, samarbejde og social deltagelse sammen og er en undersøgelse af kunstens rolle som aktiverende for kollektive erfaringer, hvor omsorg, forbundethed og fælles handling er i centrum.