På Statens værksteder for Kunst har Maria Buchmann arbejdet med serigrafiske tryk til billedbogen Den arrogante historie, der er skrevet af den palæstinensiske forfatter Khaled Juma og udkommer på Forlaget Frø i samarbejde med Grobro.
Juni 2026
Den arrogante historie er en eventyrlig fortælling, nærmest en fabel, med flere fortolkningslag. Den kredser om temaer som ensomhed, fællesskab og egoisme. Den handler om historiers oprindelse og om vigtigheden af at give noget af sig selv, hvis man vil være en del af et fællesskab.
”Historiernes hus. Disse ord står skrevet på døren til en af bygningerne i Fantasiens Gade. I huset bor eventyr, fabler, sange, legender og den slags. I Historiernes Hus bor både gamle og nye historier. Der er tusindvis af værelser. Små kamre, der huser ordsprog og noveller, og enorme sale, der rummer de største episke fortællinger… ”
Jeg har arbejdet med to farver per illustration, rød og blå og har brugt transparent binder, der giver en tredje farve, lilla, hvor den blå og røde overlapper. I værkstedet har jeg brugt tid på at eksperimentere med forholdet mellem pigment og binder ift. at få en klar og tydelig farve i overlappet. Motiverne er overført med UV-belyst emulsion på silketryksramme og trykt på 300 grams papir. Der er brugt to rammer per billede.
Bogen følger bl.a. en nyfødt historie, der ikke vil lege med de andre historier, og som ikke vil dele med andre. Historien farer vild i livet og bliver til sidst glemt.
Historien indeholder altså et paradoks. Som et billede på dette har jeg arbejdet med forvrængede forsvindingspunkter og et surrealistisk perspektiv, bl.a. inspireret af M.C. Eschers liografier med optiske illusioner. Fx Den umulige trappe, der på samme tid fører både op og ned, men ikke nogen steder hen, og som udfordrer vores opfattelse af rum og forholdet mellem figur, rum og flade. Den gordiske knude, der også er et billede på et uløseligt problem.
Jeg har arbejdet med et naivistisk, enkelt udtryk for at imødekomme bogens unge læsere.






