I samarbejde med billedkunstner, Lea Porsager, har Mille Ahrenkiel, arbejdet på en vævning til Den nye kirke i Ørestad. Projektet er et vævet tekstil til beklædning af seks hynder til knæfald i trækirken, tegnet af Henning Larsen Architects.
Feb. 2026
Lea Porsagers udsmykningsopgave, hvor knæfaldet indgår, omfatter alterkors og -stager, døbefont m.m. Alle elementer bindes sammen gennem et fokus på lyset. Med inspiration fra lysets betydning i kristendommen – aurora, morgenrøden, solens lys, skaberkraft og indre lys – bliver lysbrud en central figur i kirkens udsmykning: glimt, dråber, flammer og fnug.
Hynderne skal vippes fra teglstens-plinte op mod et stativ af stål, som kan løftes over på væggen. De kan derfor ses hængende i en 4,5 m lang frise med et bølgeformet motiv, når de ikke er i brug som knæfaldspuder. Motivet vil gå gennem alle seks hynder som en elektromagnetisk lysbølge.
I løbet af opholdet på SVFK (vinter 2025/2026) har Porsager og jeg arbejdet med prøver. I udviklingen af hyndebetrækket eksperimenterede vi med motiv, materiale og bindinger på TC2-væven. Vores fokus var på holdbarheden for et knæfald, der på samme tid kan være hynde og billedtæppe.
Som et klassisk samarbejde mellem kunstner og væver, har jeg haft fokus på at omsætte lysbølge-motivet til farve, materiale og konstruktion. Jeg arbejder med lokale materialer, hør (trend) og uld (islæt), som i kombination afspejler dansk vævetradition, og samtidig kontrasterer hinanden – blank hør, mat uld. Jeg overvejer materialet og farvernes overgange, samspil og lag med fokus på Leas lysmotiv i en weft back-binding. Desuden, hvilken sammenhæng hynden har til de andre udsmykningsgenstande i kirken.
Garnets farver er inspireret af de liturgiske farver, der knytter sig til kirkeåret, og af lysets spektrum – fra de lange røde bølgelængder til de højt vibrerende violette gammastråler.
Julie Zaken fra Københavns Møbelpolstring har lavet test-hynden i 1:1 (38 x 38 cm)







