Therese Hald Boesen har arbejdet på et grafisk og materiale-baseret projekt, der handler om at undersøge, hvordan tidens påvirkning – korrosion og patinering – kan omsættes til billeddannende principper i grafisk tryk.
Dec. 2025
Værkerne er skabt direkte som tryk fra patinerede og galvaniserede zinkplader. I stedet for at modarbejde forvitring, bruger jeg materialets nedbrydning som afsæt for et æstetisk og konceptuelt sprog, hvor overfladernes spor og strukturer skaber billeder i sig selv. De naturlige processer fungerer som medskabende kræfter, og trykket bliver en registrering af materialets egen hukommelse.
Formålet med undersøgelsen har været at forstå, hvordan transformation kan ses som en form for viden – ikke som tab, men som et arkiv over tid, stoflighed og miljøpåvirkning. Projektet sætter fokus på, hvordan materialer kan fortælle om deres egen livscyklus og skabe dialog mellem natur, kultur og håndværk.
Patinaens værdi ligger i dens evne til at synliggøre tidens gang og materialers transformation. Ved at opfatte patinering som et fundamentalt fænomen, vi ikke kan undgå, kan vi begynde at betragte det som noget, der ikke kun nedbryder, men også tilføjer værdi over tid.
Det er denne værdi og iboende kvalitet ved patinering og forvitring, som projektet søger at undersøge gennem grafisk tryk.
Pladerne blev bearbejdet som dybtryk og trykt i mange lag, så materialets historie og naturens spor træder frem som abstrakte landskaber.









